Stilladsforhandleren Solideq har valgt at trække sig ud af Danmark og vil servicere det danske marked fra Sverige. Derfor har den danske stilladsproducent Nordic Platform valgt selv at overtage salgsfunktionen af sine Airsteps stilladsdæk og -tilbehør i komposit samt tilbehør fremstillet af havplast.

Stilladsdækket Airsteps, der er bygget i letvægts komposit, er anerkendt internationalt for sine egenskaber. Herunder også i sit hjemland Danmark. Salget til danske kunder har blandt andet været lagt i hænderne på Solideq Stilladser A/S, der er ejet af svenske Ställning Holding AB.

Nu har det svenske moderfirma dog valgt at lukke sin danske afdeling for i stedet at servicere det danske marked fra Sverige. Den udvikling har Nordic Platform reageret på.

Vi er ikke tilfredse med, at vores kunder i Danmark skal serviceres af en forhandler i Sverige. Derfor har vi valgt selv at overtage salget til de danske storkunder, som Solideq havde ansvaret for“, siger Per Mose Jakobsen, adm. direktør i Nordic Platform.

Den danske stilladsproducent og -leverandør har derfor ansat Nete Rosenblad Heisel som ny sælger. Hun har direkte overtaget det kundeområde, som Solideq før havde ansvaret for. Derudover har Nordic Platform overtaget Solideqs telefonnummer i Danmark for at sikre, at Nordic Platforms kunder, der før handlede hos Solideq, ikke ringer forgæves.

I forvejen har Nordic Platform et samarbejde med Turner Access, der tager sig af OCTO/+8 kunder, samt JUMBO Stillads A/S der sælger gennem de danske trælaster.

Vi er meget tilfredse med den indsats, som både Turner Access og JUMBO Stillads yder overfor deres kundesegmenter, og der er intet ændret i forhold til vores samarbejde med dem. Vi kan blot ikke være tilfredse med, at en stor del af vores kunder skal serviceres fra Sverige. Derfor har vi fundet det nødvendigt med dette tiltag“, siger Per Mose Jakobsen.

Nordic Platform er lagerførende med sine kompositprodukter i Haderslev og i Hedehusene, hvilket sikrer hurtig levering til det danske marked.