Håndværkerindekset for 2. kvartal 2026 viser, at tagentrepriser steg 45 procent på et år. Samtidig er et nyt tag nu den dyreste håndværkerydelse i indekset med en medianpris på 252.000 kroner
Et nyt tag er en af de største investeringer, mange boligejere foretager i deres bolig. Alligevel steg antallet af tagentrepriser med 45 procent i andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år, viser Håndværkerindekset for 2. kvartal 2026 fra 3byggetilbud.dk.
Udviklingen gør tagentrepriser til en af kvartalets største højdespringere. Samtidig er et nyt tag den dyreste håndværkerydelse i Håndværkerindekset med en medianpris på 252.000 kroner ekskl. moms.
Mere end hver anden tagentreprise handler om asbest
Håndværkerindekset viser samtidig, at 56 procent af alle tagentrepriser i andet kvartal omhandler asbesttage – primært eternittage.
Medianprisen steg fra 198.000 kroner i første kvartal til 252.000 kroner i andet kvartal, svarende til en stigning på 27 procent, i takt med at højsæsonen for tagprojekter for alvor er gået i gang.
“Tagudskiftning er en af de største beslutninger, boligejere træffer. Når vi ser en vækst på 45 procent på bare ét år, fortæller det os, at mange vælger at investere i en langsigtet løsning – også selv om det er et af de dyreste projekter, man kan sætte i gang,” siger Maria Sauer Carlsen, kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk.
Ifølge Dansk Industri er det i gennemsnit omkring 45 procent dyrere at udskifte et asbesttag end et tilsvarende tag uden asbest, fordi nedtagning og bortskaffelse er væsentligt mere omfattende.
Nye asbestregler sætter sit præg på markedet
Den 1. juli trådte forbuddet mod højtryksspuling og maling af asbesttage i kraft. Fremover er den mulighed derfor lukket for mange boligejere med eternittag, som i stedet står over for valget mellem at lade taget ligge urørt eller få det udskiftet.
Det afspejler sig også i Håndværkerindekset. Mere end hver anden tagentreprise i andet kvartal omhandler et asbesttag, og samtidig er tagentrepriser steget markant på landsplan. Tallene peger på, at flere boligejere har valgt at investere i en permanent løsning frem for at forlænge levetiden på det eksisterende tag.
“Vi ser en tydelig sæsoneffekt, hvor sommeren er højsæson for tagprojekter. Samtidig tyder tallene på, at de nye regler om asbesttage har fået flere boligejere til at vælge en permanent løsning frem for at forlænge tagets levetid med vedligeholdelse. Det kan vi nu se afspejlet i Håndværkerindekset for andet kvartal,” siger Maria Sauer Carlsen.
Fakta
- Tagentrepriser steg 45 % i Q2 2026 sammenlignet med Q2 2025.
- 56 % af alle tagentrepriser i andet kvartal omhandler asbesttage.
- Medianprisen for en tagentreprise er 252.000 kr. ekskl. moms.
- Medianprisen er steget 27 % siden Q1 2026.
- Tagentrepriser er den dyreste håndværkerydelse i Håndværkerindekset.
- Håndværkerindekset for 2. kvartal 2026 bygger på 18.808 anonymiserede bygge- og renoveringsopgaver.
- Forbuddet mod højtryksspuling og maling af asbesttage trådte i kraft 1. juli 2026.
Om Håndværkerindekset
Håndværkerindekset udgives kvartalsvist af 3byggetilbud.dk og bygger i denne udgave på 18.808 anonymiserede bygge- og renoveringsopgaver indsendt i 2. kvartal 2026. Indekset giver et aktuelt billede af udviklingen i efterspørgsel, priser og opgavetyper på tværs af det danske håndværksmarked.














