Foto: Unsplash.com
Mange virksomheder køber CO2-kreditter for at kompensere for deres CO2-udledning. Men virksomhederne skal være påpasselige, når de investerer i såkaldt CO2-kompensation.
For virksomheder er det ofte en krævende og langvarig proces at mindske deres CO2-udledning – især når metoden er at gennemgå egne aktiviteter i en søgen efter CO2-besparelser. I stedet vælger mange virksomheder derfor at kompensere for deres CO2-udledning gennem investeringer i eksterne klimaprojekter.
Men handel med CO2-kreditter på et internationalt marked – også kaldet CO2-kompensation – er en metode med mange faldgruber, som ikke altid er nem at gennemskue. Det er svært at bedømme, om disse kreditter er legitime, og der har været tilfælde af snyd, hvor CO2-kreditter sælges flere gange, ifølge en artikelserie fra Politikken.
”Fremadrettet gælder det om at sikre transparens og kvalitet, for CO2-kompensation er faktisk en rigtig god idé, hvis det sker under ordnede forhold”, siger Morten Pedersen, som er projektchef i NIRAS.