Foto: Før-billede, Vilhelm Lauritzen Arkitekter / Rasmus Hjortshøj, COAST Studio.

Nu transformeres det ikoniske tidligere Danmarks Akvarium til et nyt 4.300 m2 stort multikulturhus. Når den redesignede funkis-bygning i Charlottenlund står klar i 2021, byder den bl.a. på fitness, gastronomi, musik og kunst.

Det tidligere Danmarks Akvarium har stået ubenyttet hen i Fredsskoven i Charlottenlund siden fiskerne flyttede til Den Blå Planet i 2012.

Men nu skal bygningerne igen benyttes, da myndighederne netop har udstedt den byggetilladelse, der skal transformere akvariet til et nyt 4.300 m2 stort, offentligt multikulturhus.

I 2014 blev den bevaringsværdige ejendom købt af udviklingsvirksomheden NPV A/S, hvis planer oprindeligt var et strandhotel. Men nu er virksomheden blevet enige med Gentofte Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen om, at arkitekt Gjerløv-Knudsens funkis-bygning fra 1939 skal blive til et kulturhus.

Vi glæder os i den grad over, at der nu er grønt lys til transformationen, og at det er lykkes at fastholde det gamle akvarium som en kulturbærende bygning. Vi har fra starten haft en vision om, at det smukke hus skulle have nyt liv som et samlingspunkt, der kan skabe værdi i lokalområdet,” siger Jens Schaumann, adm. direktør i NPV A/S.

Flow af fitness, gastronomi og kultur
I samarbejde med Vilhelm Lauritzen har NPV A/S arbejdet i årevis på den transformation, som skal give de historiske rammer på den fredede grund nyt liv og form.

Et unikt state-of-the-art fitness- og wellnesscenter ved det tidligere saltvandsbassin vil understøtte de mange aktiviteter inden for fysisk udfoldelse og velvære, som omgivelserne allerede danner rammen om. To restauranter med skovudsigt og et smukt lysindfald vil erstatte tidligere cafeteria og museumsbutik. Et kulturområde med mulighed for kunstudstillinger og koncerter samt lydstudier vil skabe rammerne for kreativitet.

Det nye hus får en spændende dynamik mellem fitness, gastronomi, musik og kunst. Alle de aktiviteter ligger godt i tråd med, at bygningen også tidligere fungerede som et åbent og folkeligt sted”, siger Torsten Stephensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter og designansvarlig på projektet.

Begge restauranter får mulighed for udeservering på tagterrasse og langs den vestvendte bagside, der i aftensolen vil minde om en fransk gårdhave. Restauranterne er åbent forbundet med kulturområdet, som skaber et flow mellem gastronomiske og kulturelle oplevelser.

Respekt for ikonisk funkis-arkitektur i redesign
Med respekt for den karakteristiske funkis-stil har Vilhelm Lauritzen Arkitekter lige fra starten arbejdet på en nyfortolkning og harmonisering af den ikoniske bygning, der op gennem det 20. århundrede har været udsat for nogle tilbygninger af svingende kvalitet.

For mange danskere er den hvide hovedbygning ikonisk, og det udtryk har vi ønsket at bevare. Vi har derfor taget afsæt i den oprindelige arkitektur og skabt en harmonisk sammenhæng og en åbenhed, der lukker naturen og lyset ind, men uden at bygningen larmer i de fredede omgivelser. Det bliver et levende hus, hvor historien tydeligt træder frem”, siger Torsten Stephensen.

Det nye multikulturhus forventes at åbne i slutningen af 2021.