Illustration: Rubow Arkitekter
Det bliver totalentreprenøren BAM Danmark A/S, som i samarbejde med Rubow Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard Arkitekter og Rambøll Rådgivende Ingeniører skal opføre et af Københavns største skoleprojekter til dato til over en halv milliard kroner, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Den nye skole får navnet Arenakvarterets Skole og kommer også til at ligge ved siden af Royal Arena. Bygningen skal leve op til en vision om at skabe et fælles, kommunalt hus, hvor både elever, naboer og københavnere kan få gavn af faciliteterne i store dele af døgnets timer.
Projekt til 771 mio. kr.
Det er Byggeri København, der er bygherre på projektet. Københavns Kommune er projektejer, herunder Københavns Ejendomme, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Projektet har været sendt i udbud, hvor totalentreprenøren BAM Danmark blev tildelt opgaven.
”Vi er utroligt stolte over – i samarbejde med vores arkitekter og rådgivere – at kunne bidrage til den videre udvikling af Øresundsregionen med dette ikoniske skoleprojekt”, udtaler Managing Director i BAM Danmark, Bo Svendsen.
Byggeriet skal opfylde en miljøcertificeringsstandard på guldniveau, og det ventes at stå færdigt i 2023.
Firesporet skole
Den nye skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal. Der er tænkt mange anvendelsesmuligheder ind i skolebyggeriet; blandt andet kan tagfladerne benyttes til udendørs undervisning og faglokaler, som samles i et værkstedstårn.
”Skolen er Københavns hidtil største skolebyggeri og er meget mere end blot en skole. Svømmehallen og idrætshallen inviterer københavnerne indenfor og vil myldre af liv – også efter skoledagen er slut. Jeg glæder mig meget til at give byen et nyt fællesrum for læring, sport og fritid”, siger overborgmester Frank Jensen (S).