Foto: Billund Lufthavn // Illustration af det nye parkeringshus

I 2020 tager Billund Lufthavn det første spadestik til et nyt p-hus, som skal fordoble antallet af parkeringspladser under tag. Kapacitetsudvidelse og terminalnær parkering er to centrale nøgleord, som vil betyde en forbedret parkeringsservice til de over 750.000 gæster der hvert år gør brug af parkering ved lufthavnen.

Allerede i starten af januar vil de første gravemaskiner køre i stilling for at grave ud til fundamentet til det nye parkeringshus. Parkeringshuset forventes at være færdigt i slutningen af 2020, og kommer til at have 5 etager. Der vil derudover være mulighed for senere at udvide med en sjette etage, hvor der også bliver tag på øverste niveau.

Lufthavnens administrerende direktør Jan Hessellund glæder sig til at kunne udvide parkeringskapaciteten for de rejsende fra Billund Lufthavn, da der er stor efterspørgsel på at kunne parkere i læ.

“Det er meget populært at kunne holde i nærheden af terminalen, og vores nuværende parkeringshus er altid fuldt booket. Derudover er der mange gæster, der sætter pris på, at deres bil ikke skal holde udenfor i blæst, regn, frost og sne”, fortæller Jan Hessellund og fortsætter:
“Bilen er fortsat det mest foretrukne transportmiddel til og fra lufthavnen, og da vi stadig vækster rigtig godt, er det også forventet, at der kommer flere rejsende til lufthavnen med bil. Så vi skal selvfølgelig opretholde den gode service for de mange rejsende igennem Billund Lufthavn – også ved at udvide kapaciteten med terminalnære parkeringspladser.”

Udviklingen stopper ikke efter parkeringshuset
Der ligger flere tanker om yderligere udvikling af parkeringsområdet, når parkeringshuset er opført. Der er tale om at udvide vejene rundt om parkeringspladserne, hvilket vil betyde at der ikke længere bliver flaskehalse på nogle af de steder, som ellers er tilfældet i dag. Der arbejdes kort fortalt på at skabe et bedre flow.

“Der er mange udviklingspunkter på parkerings- og vejområdet. Vi vil bl.a. gerne gå fra at have en ensrettet vej rundt om parkeringspladserne til at have en tosporet vej. På den måde bliver alt trafikken ikke nødvendigvis trukket ind omkring terminalen, hvor der især om sommeren er en flaskehals”, afslutter Jan Hessellund.