Foto: Boligsiden

Der er til og med november måned 2019 brugt 171 milliarder kroner på huse, ejerlejligheder og sommerhuse i Danmark. Den samlede købesum har dermed allerede ramt niveauet for hele sidste års samlede handel med de tre boligtyper, viser handelstal fra Boligsiden.

I 2018 bød årsresultatet for salget af huse, ejerlejligheder og sommerhuse på det danske boligmarked på en samlet omsætning på 171,237 milliarder kroner. Nye handelstal fra Boligsiden viser, at salget af de tre boligtyper til og med november måned 2019 beløber sig til 171,217 milliarder kroner.

Dermed er status at der efter årets 11 måneder kun er 20 millioner kroner, som adskiller de to beløb. Dette er til trods at der stadig er en måned tilbage at sælge boliger i.

”Man skal altid være varsom med at se ind i krystalkuglen. Men vi mangler fortsat hele det samlede salg for december måned, så i dette tilfælde tør jeg godt spå, at den samlede købesum i 2019 kommer til at overgå resultatet fra 2018,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”2019 har været et fantastisk år på boligmarkedet med livlig aktivitet. Antallet af solgte sommerhuse har allerede nu slået rekord for årtiet, antallet af solgte huse ser ud til at gøre det samme, og der er også kommet godt gang i salget af ejerlejligheder igen. Særligt positivt er det, at den øgede aktivitet har spredt sig til størstedelen af landet, og at priserne også stiger i takt med, at der sælges flere boliger.”

Øget købesum skyldes stigende salg og højere priser

I følge Boligsidens nye handelstal er der til og med november måned solgt 9.699 sommerhuse. Det er det højeste niveau i årtiet, og der er dermed handlet sommerhuse for lidt over 13 milliarder i 2019.

Derudover er der solgt 47.153 villaer og rækkehuse i 2019, hvilket svarer til en samlet købesum på 113 milliarder kroner. Det er cirka én milliard mere, end hvad der blev købt huse for i 2018, hvor den samlede værdi af solgte huse løb til 112 milliarder kroner.

Sidst er der til og med november 2019 solgt i alt 16.878 ejerlejligheder. Her er der tale om en samlet købesum på ca. 45 milliarder, hvor der i hele 2018 blev solgt ejerlejligheder for samlet 47 milliarder kroner.

”De stigende salgspriser er selvfølgelig en del af forklaringen på, at den samlede købesum lander på et højt niveau allerede i november. Men den anden del af forklaringen er, at der sælges flere boliger. Foruden rekorden i antal solgte sommerhuse, tyder alt også på, at vi vil se en rekord i antal solgte huse i 2019. Og det må vise sig, om ejerlejlighederne også kan nå op på niveau med 2018,” siger Birgit Daetz.

Den samlede status for boligsalget i 2019 kommer den 22. januar, når Boligsiden fremlægger de sidste handelstal for december, hvor det er mere end sandsynligt, at købesummen for 2019 kommer til at overgå 2018-resultatet.