Foto: Schmidt Hammer Lassen Architects

Frederiksberg er kendt for sine grønne gader, lokale parker og iværksætterkultur. Nu kommer Start-Up City snart til bydelen – boliger, butikker og kontorer for spirende entreprenører, som vil gøre området til et attraktivt hub for iværksættere. 

Schmidt Hammer Lassen Architects, en af Skandinaviens mest anerkendte og prisvindende arkitektvirksomheder, er arkitekterne bag designet af Start-Up City Frederiksberg. Sammen med bygherren KOM-KBH starter de byggeriet, som vil rumme 15.500 m2 fordelt på 13 etager – med 550 fleksible kontorer, 131 lejligheder, konference-, udstillings- og uddannelsesfaciliteter, restauranter og butikker. 

I 2018 blev byggeprojektet vedtaget af et flertal i Frederiksbergs kommunalbestyrelse, hvorefter byggeriet startede. Siden sin første fase har projektet tiltrukket flere investorer, heriblandt iværksætter Jesper Buch. 

En by i byen
Komplekset får adresse på Finsensvej 12 på Frederiksberg på den tidligere posthusgrund. Med en beliggenhed nær Copenhagen Business School og Copenhagen School of Entrepreneurship er Start-Up City placeret ideelt med potentielle lejere. Cykelstier og grønne gangstier forbinder komplekset med omkringliggende områder og skaber en høj grad af tilgængelighed.

Byggeriet rummer tre dele – en bygning i seks etager med fleksible kontorer og et tårn i 13 etager med boliger, som er forbundet af en lavere blok i fire etager. Kontorerne vil udstyres med et fleksibelt interiørdesign og boligtårnets grundetage vil huse et udvalg af butikker og en tagterrasse med fællesfaciliteter. 


Foto: Schmidt Hammer Lassen Architects // Foyer, Start-Up City

Sigter efter bæredygtighed
Projektet stræber efter at få DGNB Sølv-bæredygtighedscertificering med sine mange bæredygtige tiltag i designet – naturlig ventilation, optimeret brug af dagslys, øget biodiversitet med beplantede vægge og planter som solafskærmning på facader. Et byggeri kan DGNB certificeres af Green Building Council ud fra dens økonomiske, sociale, tekniske og miljømæssige bæredygtighed. 

I designet skaber håndlavede mursten, træ, aluminiseret stål og glas arkitektonisk sammenhæng i kvarteret mellem det nye byggeri og de omkringliggende gamle murstensbygninger. Samtidig vil byggeriet tilføje offentlige rum på kompleksets facade, som integrerer området i komplekset.  


Foto: Schmidt Hammer Lassen Architects // Event space, Start-Up City

Start-Up City Frederiksberg forventes at stå færdig i 2021. 

Fakta om Start-Up City Frederiksberg

  • Adresse: Finsensvej 12, Frederiksberg
  • Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen Architects
  • Areal: 15.500 m2
  • Konkurrence: 2016
  • Status: Planlagt færdiggørelse i 2021
  • Bygherre: KOM-KBH
  • Samarbejdspartnere: Jesper Buch
  • Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen
  • Ingeniør: Rambøll