Lemvigh-Müllers nye butikschef i Køge, Lasse Wiuff Blauenkjær er uddannet elektriker og alarmmontør. Lasse er allerede et kendt ansigt i Køge, for han har arbejdet som sælger i Lemvigh-Müllers håndværkerbutik de sidste 4 år.
Generationsskiftet har været planlagt i god tid. For kimen til planen blev allerede lagt for halvandet år siden. Her gav Lasse første gang udtryk for, at han godt kunne se sig selv i stillingen som butikschef en dag, og den daværende butikschef, Lars Hindsgaul bakkede fuldt op om idéen:
”Lasse har det nødvendige drive og gode idéer til at optimere købsoplevelsen for vores kunder. Og lige så vigtigt – så har han lysten til at lede butikken, og han har teamet med sig også. Jeg er sikker på, at både kunder og kolleger kommer til at trives i Lasses butik,” siger Lars Hindsgaul, som har stået i spidsen for Lemvigh-Müllers butik i Køge siden 2017, men som med sin 70-års fødselsdag i sigte synes, at tiden er moden til at drosle ned for arbejdstimerne.
Håndværkerkunderne i Køge skal nu ikke forvente store forandringer med den nye butiksledelse, for både Lasse og kunderne har været meget tilfredse med Lars butiksledelse:
”Lars har drevet butikken rigtigt godt og til stor tilfredshed for vores kunder i Køge. Jeg planlægger at følge samme fine spor, så vi i teamet kan fortsætte med at give vores kunder den gode service, de er vant til og sætter pris på,” fortæller Lasse, hvis team i tillæg til Lars består af Anette, Louise, Martin og Martin.














