Blue Equity bliver del af ejerkredsen i Junget og danner fundament for en ambitiøs målsætning for virksomheden
Junget har de senere år været inde i en meget positiv udvikling. En ny vækststrategi frem mod 2021 blev lanceret i januar 2019, og resultaterne taler sit tydelige sprog. – For det går rigtig godt hos Junget.
“Vi vil fortsætte den positive udvikling, og vi vil blive ved med at være en attraktiv samarbejdspartner for vore kunder. Derfor vurderede vi i bestyrelsen, at vi vil få brug for at have en stærk investor med os“, forklarer Adm. Direktør Poul Thøgersen.
“Med Blue Equity inde i billedet står vi stærkt. Deres store viden og faglige kompetencer vil komme os til gode, når vi sammen skal træffe de beslutninger, der bliver afgørende for firmaets vækst og handlekraft. Blue Equity er et godt match til Junget på grund af kapitalfondens investorkreds og mentalitet. Blue er ejet af danske virksomheder og investorer, der tænker langsigtet og sætter en ære i at gøre gode virksomheder bedre“, slår Poul Thøgersen fast.
Peter A. Poulsen fra Blue Equity tilføjer, -Vi er utrolig glade for, at vi nu er en del af Junget A/S. Vi har lært virksomheden at kende som en meget stærk aktør på markedet med en stærk og kompetent ledelse samt dygtige og loyale medarbejdere. Vi glæder os til at være med til at udvikle Junget A/S yderligere.
Junget har i dag en unik position i markedet som totalleverandør til træindustrien, da virksomheden tilbyder en samlet løsning med alt lige fra software integration og maskininstallation til værktøj og vedligeholdelse. Vækst i salget af maskiner til aluminiums- og plastindustrien er også en realitet, og virksomhedens sliberi bliver til stadighed en større og større aktør på det danske marked. Hos Junget ser man derfor lyst på fremtiden med et identificeret vækstpotentiale indenfor flere kerneområder.
Ejerkredsen i Junget vil fremadrettet bestå af CEO Poul Thøgersen, Teknisk chef Ole G. Nielsen og Blue Equity. Jørgen Lægaard fra Lægaard Management A/S fortsætter som bestyrelsesmedlem, mens Poul Thøgersen og Ole Nielsen fortsætter i deres nuværende roller som henholdsvis adm. direktør og teknisk chef.