Foto: Unsplash.com

Bygge- og anlægsbranchens eksport af varer og tjenester til EU-landene tabte i 2019 pusten. Eksporttal fra Danmarks Statistik viser, at det især er det britiske og tyske marked, som svigter. Det gik helt galt for eksporten til vores største eksportmarked Tyskland, der faldt 44 procent i forhold til året før.

Dansk Byggeri og en række store bygge- og anlægsvirksomheder, undrer sig over udviklingen. De seneste år er den tyske byggeaktivitet nemlig steget markant. Fra 2018 til 2019 steg aktiviteten alene i boligbyggeriet, erhvervsbyggeriet og de offentlige byggerier og anlægsprojekter med 8,5 procent. Der blev samtidig på det tyske bygge- og anlægsmarked omsat for ca. 137 milliarder EURO.  

Udviklingsdirektør hos DEKO, Jimmy Rahim, kan ikke umiddelbart genkende faldet i den danske bygge- og anlægseksport til Tyskland.
“For os har der været fremgang de seneste år, Tyskland er et voksende marked med meget stort perspektiv”, siger Jimmy Rahim.

I entreprenørkoncernen Arkil A/S, som har været etableret i Tyskland i mange år, undrer den vigende eksport også adm. direktør Jesper Arkil.  
“Det kommer bag på mig, at den danske eksport til Tyskland falder. Inden for bygge- og anlæg oplever vi god efterspørgsel og forventer, at det fortsætter både i år og næste år. Vi hører fra flere sider, at der mangler kapacitet på markedet, så det er påfaldende, at det ikke påvirker eksporten positivt”, siger adm. direktør Jesper Arkil, Arkil A/S.

Brexit rammer også bygge- og anlægseksporten
Herhjemme rammes bygge- og anlægsbranchen også hårdere af Brexit-uroen end andre brancher. Eksempelvis fald den samlede danske eksport af varer og tjenester til Storbritannien med 16 procent fra 2018 til 2019, hvor bygge- og anlægsvirksomhedernes samlede eksport af varer og tjenester til det britiske marked fald med 46 procent.

“Vi havde ventet et fald i eksporten af tjenester til Storbritannien. Først og fremmest fordi et stort enkeltstående projekt hev eksporten helt ekstraordinært i vejret i 2018. Men det  kommer bag på os, at eksporten af byggevarer til Storbritannien faldt med hele 32 procent, mens den samlede danske vareeksport oplevede et fald på det britiske marked på fire procent”, siger international chef i Dansk Byggeri Henriette Thuen.

Danske bygge- og anlægsvirksomheder eksporterede i alt for knap 77 milliarder kr. sidste år, hvilket er 25 procent mindre end i 2018.