Foto: Unsplash.com

Der er alt for få unge, der efter 9. eller 10. klasse vælger at uddanne sig til fx tømrer, murer eller snedker. Mange ældre håndværkere er samtidig på vej på pension, viser en opgørelse fra Dansk Byggeri, der vil have indsatsen for at få flere unge til at søge en bygge- og anlægsuddannelse skærpet.

Senest den 1. marts skal unge i 9. og 10. klasse beslutte, hvilken vej de vil gå, når de er færdige med grundskolen. Sidste år valgte kun hver femte at søge ind på en erhvervsuddannelse, hvilket bekymrer Dansk Byggeri.

Godt 139.000 faglærte har nemlig rundet 60 år, hvilket betyder, at de inden for de næste 10 år har udsigt til at gå på pension. Det står i stærk kontrast til, at langt de fleste unge vælger at gå på gymnasiet efter folkeskolen.

“Vi kommer til at opleve en markant mangel på kvalificerede faglærte, når de ældre årgange bliver pensionerede. Mere end hver femte bygge- og anlægsvirksomhed oplever allerede nu, at deres produktion bliver begrænset, fordi de mangler medarbejdere. Derfor er vi nødt til at tiltrække flere til branchen”, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.

Mere ambitiøse mål er nødvendigt
Fra i år har kommunerne forpligtet til at sætte mål for søgningen til erhvervsuddannelserne. Dansk Byggeri opfordrer dem til at være ambitiøse og til samtidig at gøre en endnu større indsats for at få flere unge til at søge. 

“Vi håber at kommunerne vil sætte fornuftige og ambitiøse mål for overgangen fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne. Og at de vil lægge konkrete planer for, hvordan målene nås. Der findes så mange gode muligheder, hvor børn og unge kan få lov til at prøve, hvad det vil sige at arbejde i en byggevirksomhed. Blandt andet står virksomheder over hele landet klar til at samarbejde med skolerne og vise deres fag frem til de kommende generationer”, siger Louise Pihl.

Store geografiske forskelle
Sidste år søgte 20 procent af de unge en erhvervsuddannelse. Men der er store geografiske forskelle. Mens mere end en tredjedel af en årgang i Læsø og Morsø kommuner, søgte ind på en erhvervsskole, er det helt ned til 4-5 procent i Gentofte og Rudersdal kommuner, hvor søgningen er mindst.

“Her er kommunerne nødt til at hjælpe til med at ændre både børnenes, de unges og ikke mindst forældrenes holdning til de erhvervsfaglige uddannelser, så de får øjnene op for, at en faglig uddannelse og karriere måske kunne være noget for de unge”, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

I bygge- og anlægsbranchen er der rigtig gode fremtidsmuligheder, hvor man får lov til både at bruge hænderne og hovedet og til at udfolde sig kreativt. Der er samtidig løn under uddannelsen samt gode jobmuligheder, ligesom mange bliver selvstændige eller videreuddanner sig til eksempelvis ingeniør eller bygningskonstruktør.