Foto: Hannah Paludan Kristensen // Det ikoniske Axel Towers består af fem sammenbyggede tårne med lette tombakfacader. Projekter er udført af ZÜBLIN i totalentreprise.
I starten af 2020 har ZÜBLIN A/S etableret forretningsenheden Byggeri & Anlæg Vest, hvor Jens Bastrup er ansat som ny teknisk direktør. Forretningsenheden skal varetage bygge- og anlægsprojekter i Vestdanmark fra hovedkontoret i Aarhus.
Med den nye forretningsenhed fokuserer ZÜBLIN sine bygge- og anlægsprojekter i Danmark i to selvstændige forretningsenheder – Byggeri & Anlæg Øst under ledelse af teknisk direktør Per Engsø og kommerciel direktør Henrik Bruun samt Byggeri & Anlæg Vest under ledelse af teknisk direktør Jens Bastrup med Steen Hager Nielsen som kommerciel direktør i opstartsfasen.
Byggeri & Anlæg Vests nye tekniske direktør, Jens Bastrup, har stor brancheerfaring i virksomheder som Skanska, Aarsleff og MT Højgaard. Han har også været ansvarlig for flere store anlægsprojekter i Asien og Afrika.
Foto: ZÜBLIN A/S // Jens Bastrup, teknisk direktør for ZÜBLINS
forretningsenhed Byggeri & Anlæg Vest
ZÜBLIN satser på bygge- og anlægsprojekter i Vestdanmark
I hovedstadsområdet har entreprenøren ZÜBLIN flere store projekter – BLOX, Axel Towers, metro til Nordhavn og højhuse i Carlsberg Byen. De seneste år har entreprenøren dog satset på mindre bygge- og anlægsprojekter som Sydhavn Genbrugscenter og Helsingør Kraftvarmeværk samt flere mellemstore projekter i Vestdanmark. Med den nye forretningsenhed markerer ZÜBLIN sin nye plads på bygge- og anlægsmarkedet i Vestdanmark.
”I første omgang gælder det om at gøre mulige samarbejdspartnere bevidste om, at ZÜBLIN er til stede i Vestdanmark og tager nye projekter ind,” siger Jens Bastrup, teknisk direktør hos ZÜBLIN og fortsætter:
”Det er et spændende marked, og vi har en forventning om at gå efter kontor- og boligbyggerier, uddannelsesinstitutioner samt industrianlæg – og gerne de mere komplekse af slagsen,” forklarer Jens Bastrup og henviser til, at ZÜBLIN er en del af en stor international koncern, som derfor har og kan trække på både teknisk knowhow, finansiel styrke og internationale teams.
Udover de to forretningsenheder for byggeri og anlæg har ZÜBLIN også en specialiseret afdeling til funderingsopgaver i hele Danmark, herunder pælefundering, spuns- og ankeropgaver samt byggegruber i totalentreprise.