Foto: KPK Døre og Vinduer er igen i år sponsor for bygningssnedkerne og tømrerne til DM i Skills
Behovet for et større fokus på håndværksfagene er steget for at skaffe den nødvendige arbejdskraft i byggebranchen. Dette er grunden til, at KPK Døre og Vinduer igen i år støtter både bygningssnedkerne og tømrerne til DM i Skills, der finder sted i København den 16. til 18. januar.
Den danske byggebranche oplever nu om dage en stor mangel på håndværkere, hvilket betyder at det er vigtigere end nogensinde at øge synligheden omkring erhvervsuddannelserne. Det er grunden til at vinduesproducenten KPK Døre og Vinduer igen i år har valgt at sponsere både bygningssnedkerne og tømrerne til DM i Skills. Arrangementet finder sted i Bella Center i København fra den 16. til den 18. januar:
“Vi hører fra mange af vores kunder, at det kan være en udfordring at skaffe kvalificeret arbejdskraft og lærlinge, og derfor er det vigtigt, at både skolerne og uddannelsesinstitutionerne såvel som virksomhederne gør en aktiv indsats for at synliggøre de mange, spændende muligheder, der er inden for området. I den forbindelse er DM i Skills en helt fantastisk event, som virkelig formår at få sat fokus på håndværksfagene, og som derfor også er utrolig vigtig at støtte”, fortæller salgschef hos KPK Døre og Vinduer, Peter Bechmann, og fortsætter:
“DM i Skills giver nemlig folkeskolerne rig mulighed for at få et øget indblik i branchen, mens de forskellige erhverv kan gøre sig attraktive overfor de potentielle nye kræfter, som vi virkelig har brug for både nu og i fremtiden.”
Tal fra Danmarks Statistik tilkendegiver at hele 21% af alle virksomheder i bygge- og anlægsbranchen mangler arbejdskraft. Der er faktisk så stor en mangel, at det kan blive en produktionsbegrænsende faktor. Andelen som oplever det som en produktionsbegrænsende faktor hos eksempelvis tømrer- og bygningsvirksomhederne er på 16%, mens 18% af murervirksomhederne og 25% af maler- og glarmestervirksomhederne. Derfor er det ifølge Peter Bechmann vigtigt, at alle gør en indsats, hvor de kan, for at imødegå den udfordring:
“Der er behov for, at vi som virksomheder bakker op og gør os attraktive, så flere får øjnene op for håndværksfagene og eksempelvis tager en tømrer- eller snedkeruddannelse. Det gælder ikke alene i forhold til at støtte arrangementer som DM i Skills, men også for eksempel at prioritere virksomhedsbesøg og at have lærlinge. Her har vi selv 10 til 11 lærlinge i produktionen for at gøre vores til, at der bliver uddannet den nødvendige arbejdskraft.”