Foto: Kuala Lumpur Malaysia, Grand Hyatt Tower // Foto af CEphoto, Uwe Aranas
Rambøll har netop købt den rådgivende ingeniør- og designvirksomhed Web Structures, som er blandt foregangsvirksomhederne på dette område i Sydøstasien. Med dette opkøb styrker Rambøll sin position i den region med 120 eksperter inden for byggeri.
”Vi er meget glade for at byde Web Structures eksperter velkommen i Rambøll. Opkøbet understreger vores engagement i Sydøstasien, som har været et prioriteret marked for os siden opkøbet af landskabsarkitektvirksomheden Studio Dreiseitl i 2013,” siger Richard Beard, administrerende direktør for Rambøll-koncernens globale byggeriforretning. og fortsætter:
”Med mere end 180 kolleger i Singapore og Malaysia kan Rambøll nu tilbyde integrerede designløsninger på tværs af det byggede miljø.”
Fremtiden byder på integreret design og bæredygtighed
Web Structures anses som en pioner i Sydøstasien i forbindelse med at strømline de integrerede designprocesser i byggeriet, hvor de har arkitekter og ingeniører til at arbejde tæt sammen fra projektets start om at levere en samlet ydelse, der favner både de arkitektfaglige og ingeniørmæssige discipliner. Derudover er det som ofte en mere omkostningseffektiv løsning. Den integrerede tilgang er løbende blevet mulig gennem digitale designprocesser og værktøjer som BIM (Building Information Modelling), der er en integreret metode til at digitalisere byggeprocessen.
”At Rambøll nu går sammen med Web Structures er i tråd med, at arkitektvirksomheden Henning Larsen blev en del af Rambøll tidligere i år. Vi ønsker at styrke dialogen med kunderne i de helt tidlige faser af projekterne, hvor fokus er på koncept- og ideudvikling og dermed bidrage til, at forudsætninger for bæredygtigt design tænkes ind fra begyndelsen,” siger Richard Beard.
Administrerende direktør hos Web Structures, Dr Hossein Rezai, glæder sig over aftalen og udtaler i den forbindelse:
“Ved at gå sammen med Rambøll får vi en fantastisk mulighed for at udvide vores kundebase i Sydøstasien samtidig med, at vi udbygger vores kunderelationer globalt,” og følger op med ”Personligt ser jeg frem til at arbejde sammen med Rambølls 4500 dygtige medarbejdere inden for byggeri og udbrede vores ydelser indenfor integreret design.”
Styrket kompetencerne inden for højhusbyggeri
Med kontorer i både Singapore og Malaysia har virksomheden løbende oparbejdet specialistkompetencer inden for højhusbyggeri. Blandt virksomhedens højhusprojekter tæller blandt andet det prisbelønnede Ardmore Residence i Singapore. Eftersom højhusbyggeri er en af Rambølls strategisk udvalgte specialistydelser er opkøbet med til at styrke virksomhedens globale højhuskompetencer yderligere i at kunne levere banebrydende, avanceret højhusbyggeri internationalt såvel som på de nordiske markeder.
Web Structures har derudover været designere på nogle af de mest ikoniske projekter i Singapore og Malaysia som for eksempel Mediacorp Campus i Singapore, Grand Hyatt Hotel i Kuala Lumpur, Malaysia og Four Seasons på Seychellerne.
Opkøbet træder i kraft fra 1. januar 2020.