Foto: Årstiderne Arkitekter
To profiler indtræder i Årstiderne Arkitekters ledelsesgruppe i Østdanmark. De er begge hentet fra egne rækker; Arkitekt MAA Andreas Olrik og arkitekt MAA Rasmus Tøgern bliver en del af ledelsen og udnævnes samtidig som nye kreative chefer i arkitektvirksomheden.
De to nye kreative chefer indgår med øjeblikkelig virkning i tegnestuens ledelse i Østdanmark sammen med markedschef Nina Bang og afdelingschef Lene Foder. Mikkel Westfall fortsætter som arkitektvirksomhedens nationale kreative direktør med direkte reference til direktør Torben Klausen.
Udnævnelsen sker som led i tegnestuens strategi om løbende at styrke arkitektfagligheden og fokus på projektudvikling i firmaet. De to kreativere chefer er hentet fra egne rækker. Andreas Olrik har gennem de seneste fem år været en del af Årstiderne Arkitekter – senest som kreativ leder for Boliger, hvor teamet bl.a. står bag det prestigefyldte og bæredygtige projekt UN17 Village i Ørestad. Rasmus Tøgern har gennem de sidste tre år været en del af Årstiderne Arkitekter – senest som teamleder for tegnestuens afdeling for Transformation og Renovering, der bl.a. står bag transformationen af Postgården i København, der i år var indstillet til RENOVER prisen 2019.