Foto: Unsplash

Hver femte installationsvirksomhed har oplevet tyveri fra en byggeplads det seneste år, og tyverisikringen på byggepladserne halter. Det mener et flertal af landets el- og vvs-installationsvirksomheder.

Brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne har foretaget deres årlige medlemsundersøgelse, og her svarer hele 56%, at byggepladserne ikke er sikret tilstrækkeligt. 21% af virksomhederne har fået stjålet værktøj og materialer fra byggepladser det seneste år. Tallet er faldet en smule fra året før, men ifølge TEKNIQ er det stadig alt for mange:

”På en byggeplads kan man som virksomhed sikre meget selv, men ikke alt. På den måde er det en meget kompliceret øvelse at sikre en byggeplads”, siger Jan Eske Schmidt, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Værktøj for over 160.000 kroner stjålet
Virksomhederne tager en række forskellige midler i brug for at sikre materialerne og værktøjet på byggepladserne. De fleste sætter en aflåst container op, og 66% har anskaffet sig sådan en det seneste år. Lidt under halvdelen har bedt bygherren om at sørge for tyverisikring. Samtidig er det kun 12%, der bruger DNA-mærkning, som gør det sværere for tyvene at slette sporene.

Når tyvene alligevel slår til, forsvinder der værktøj og materialer for mange penge: 

”For nylig fik vi stjålet værktøj for over 160.000 kroner i alt ad to omgange på samme byggeplads på Amager,” forklarer Peter Christensen, værktøjsansvarlig hos John Jensen VVS.

John Jensen VVS i Hedehusene har ellers indført mange tiltag for at komme tyverierne til livs; de bruger blandt andet DNA-mærkning. Alligevel volder særligt byggepladserne stadig problemer, da tyvene har nem adgang, og en aflåst container er ikke nok til at stoppe dem. De skærer bare hængslerne over eller et hul i siden for at komme ind. Peter Christensen mener derfor, at byggepladserne skal være aflåste, videoovervågede og bemandede med vagter: 

”På den byggeplads er der 10 indgange, og de er ikke lukket af. Ingen vil betale for overvågning”, siger Peter Christensen.

Færre anmeldelser, men lav opklaringsprocent
Politiets tal fra årets første seks måneder viser, at antallet af anmeldelser faldt med 10 procent i forhold til samme tidspunkt året forinden. Desværre fulgte opklaringsprocenten også med nedad. I første halvdel af 2018 lykkedes det at sigte gerningsmænd i 14 procent af sagerne, mens det kun skete i ni procent af sagerne i den første halvdel af 2019.

Antallet af tyverier fra byggepladser toppede i 2007 med 1.904 anmeldelser. Det faldt til 1.042 i 2016, og sidste år var det igen steget lidt til 1.102 anmeldelser.

Tidligere artikelNyt bæredygtigt boligprojekt i Hillerød
Næste artikelUdvidelse i Årstiderne Arkitekters ledelsesgruppe