Foto: COSANI A/S // Momento
Tilsammen har Jesper Langberg og Rolf Thygesen 50 års erfaring indenfor VVS- og byggebranchen. Nu står de bag den nye virksomhed, COSANI A/S, som netop har slået dørene op den 3. februar.
COSANI A/S er en ny leverandør af badeværelsesinteriør til byggebranchen og repræsenterer allerede en række stærke brands. Med dem vil de opretholde det købmandsskab og den seriøsitet, som har kendetegnet Jesper Langberg og Rolf Thygesen gennem deres tidligere virke i branchen.
Ny virksomhedsstrategi og fokus på kunden
COSANI A/S’ kunder er blandt andet VVS-installatører med udstilling, VVS-grossister, producenter af præfabrikerede badeværelser, developere, entreprenører, samt flere andre aktører i branchen.
”Muligheden for at formulere en helt ny virksomhedsstrategi med stærke internationale brands i ryggen og tilpasset byggebranchen anno 2020 var så spændende en mulighed, at vi måtte rykke på den,” udtaler Jesper Langberg.
Både Jesper Langberg og Rolf Thygesen ser muligheder i markedet for deres nye virksomhed, som udover klassiske værdier såsom godt købmandsskab og kundeservice er også baseret med fokus på at skabe størst mulig værdi for kunderne. I opstartsfasen vil rollefordelingen være, at Rolf tager sig af de interne kunderelaterede opgaver, og Jesper vil stå for kundemøder i markedet. De er allerede suppleret af nogle dygtige, unge mennesker på kontoret og planen er allerede at ansætte to eksterne konsulenter til distrikterne Sjælland og Syddanmark i løbet af dette forår.
Erfaring skaber mere værdi
Jesper Langberg har 35 års erfaring indenfor branchen. Han har senest været adm. direktør hos Badelement A/S og forinden adm. direktør i Duravit Danmark A/S i 14 år med ansvar for Danmark, Norge og Island. Rolf Thygesen medbringer 10 års erfaring fra Geberit, og senest 14 år ved Duravit.
”Branchen efterspørger effektivitet og løsninger, der passer til markedet. Med vores mange års relationer med kundegruppen og en detaljeret brancheviden er vi i stand til at efterkomme denne efterspørgsel. Vi sætter os altid i kundens sted og er specialister indenfor vores fag. Vi besidder den nyeste viden indenfor faget til at kunne gøre en forskel. Det betyder, at vi har et virkelig stærkt fundament for at kunne skabe værdi for vores kunder,” siger Rolf Thygesen.
Rolf Thygesen Jesper Langberg
Partnerskab med stor virksomhed i Holland
Firmanavnet COSANI A/S er en sammentrækning af ’Company’ og ’Sanitet’.
Samtidig matcher ’SANI’ rigtig godt med virksomhedens første store opgave. I forbindelse med etableringen af virksomheden har den lanceret en ny forretningsmodel og et så tæt partnerskab med den familieejede virksomhed SANIBELL, at COSANI A/S rent faktisk er SANIBELL. Det betyder, at vi allerede fra dag 1 har et stærkt bagland og kan agere fuldt på niveau med selv de største etablerede leverandører. Samtidig er det en styrke, at vi ikke kun er to, men 32 topmotiverede medarbejdere allerede fra opstart. SANIBELL, der blev grundlagt i 1978, er en større leverandør af baderumsmøbler og designprodukter til badeværelser i hele Europa, hvor COSANI A/S nu står med ansvaret for det nordiske marked.
”Jeg er blevet overrasket over, hvor meget hollændere og skandinaver minder om hinanden i tankegang og væremåde. Vi ser ens på rigtig mange ting, så SANIBELL har både et design, en kvalitet og et prismiks, der matcher det nordiske marked. Desuden deler virksomheden vores kerneværdier som at basis for enhver god handel er at sikre en fornuftig indtjening til vores kunder samt at yde en god service. For eksempel er alle møbler på lager, så kunderne kan få levering fra dag til dag, hvis de ønsker det,” siger Jesper Langberg.
Showroom med moderne designs
I løbet af februar vil der blive etableret en større udstilling af SANIBELL’s produkter på COSANI A/S’ adresse i Aarhus, som vil fungere som showroom. Udstillingen vil samtidig fungere som et mødested, hvor man kan se, røre og udvælge produkter til de mange udstillinger, der skal opbygges i Norden.
”Vi har allerede fået en rigtig god modtagelse, så vi glæder os til at komme ud og tjene nogle penge til vores kunder og forhandlere,” slutter Jesper Langberg.