Home Nyt om virksomhed Stålkonstruktioner til Nordeuropas største lufthavns-kongrescenter

Stålkonstruktioner til Nordeuropas største lufthavns-kongrescenter

0
14

Foto: PR // Clarion Hotel

Ingen søjler, 8 meter til loftet og vægten fra 12 etager med 200 hotelværelser ovenpå. Det er nu gjort muligt med speciallavede stålkonstruktioner fra Give Steel til The Hangar, som er Nordeuropas største kongrescenter. Kongrescenteret er bygget i direkte forbindelse til en lufthavn, og med det nye kongrescenter er Clarion Hotel og København som kongresby godt rustet fremadrettet.

3 særligt fremstillede stålgitre, som hver for sig vejer 65 ton og har en længde på 30 meter, udgør skelettet til The Hangar – et 2.500 kvm stort kongrescenter.

 Der er fart på i byggeriet af Comfort Hotel Copenhagen Airport og The Hangar, der vil blive de nye kongresfaciliteter for Clarion Hotel & Congress Copenhagen Airport. Med disse kongresfaciliteter vil Clarion Hotel og København være godt rustet til de mange konferencer, der vil blive afholdt fremadrettet. 

Et af de helt store ønsker  bygningen var et rum med højt til loftet, og uden søjler der evt. kunne blokere udsyn eller begrænse mulighederne for events:

“Det var en lidt usædvanlig forespørgsel men jo ikke den første komplekse stålkonstruktion, vi har lavet. Vi tog derfor opgaven som en spændende udfordring. Løsningen blev tre specialfremstillede stålgitre, der hver især vejer 65 ton og er 30 meter lange,” fortæller Torben Larsen, direktør i Give Steel.

Nordeuropas største lufthavnskongrescenter
Kongrescenteret bliver det største i Nordeuropa med direkte forbindelse til en lufthavn. Netop på grund af at Københavns Lufthavn er et knudepunkt i Europa, er forventningerne til kongrescenteret store.

 “Vi glæder os enormt meget til at kunne udnytte alle de muligheder, The Hangar giver. Det bliver et helt unikt rum, som både har lys og luft til kreative løsninger inden for møder og events,” siger Jesper Olesen, direktør for Clarion Hotel & Congress Copenhagen Airport. 

Kongrescenteret vil kunne rumme til 2.150 personer i det 2.500 kvm store rum, som også kan inddeles i 5 mindre rum med plads til 450 personer i hvert.