Foto: Rambøll // ForeBYG Smitte appen
For de mange håndværkerne på byggepladserne i landet, er der nu hjælp at hente til at undgå smitte under Corona krisen. En helt ny app skal give råd og vejledning til fornuftig adfærd i de konkrete arbejdssituationer på byggepladserne. Rambøll står bag appen, ForeBYG Smitte.
På landets byggepladser holdes hjulene i gang, mens det meste af Danmark er lukket ned. De ansatte på landets byggepladser skal dog i lighed med alle andre have ekstra fokus på god hygiejne, at holde afstand og i det hele taget tage hensyn til sine medmennesker – for alles skyld.
”På en byggeplads er der nogle særlige arbejdsbetingelser, -processer og ikke mindst vaner. Det er særligt i hverdagshandlinger og de indgroede vaner, at vi har behov for at blive mindet om at ændre vores adfærd, som den nuværende Corona-situation i den grad kalder på. Derfor har vi udviklet en app, der simulerer en række hverdagssituationer på en byggeplads, hvor der er en smitterisiko, som håndværkerne på pladsen skal være opmærksomme på og handle ansvarligt i forhold til”, siger Henrik Leksø, afdelingsleder for Bygherrerådgivning i Rambøll.
Appen kan inden for kort tid downloades gratis i App Store og Google Play i tre sprogversioner – dansk, engelsk, polsk.
”Konkret føres håndværkeren igennem nogle scenarier på den virtuelle byggeplads, hvor der skal tages stilling til hensynsfuld og sikker adfærd, så man ikke udsætter sig selv eller andre for smitte. Det digitale læringsformat på telefonen gør det nemt for alle på pladsen at gennemføre øvelserne, som forhåbentligt vil bidrage til at fokus på smitterisiko og god hygiejne fastholdes – også efter Corona-epidemien”, siger Henrik Leksø.
Udover appen, ForeBYG Smitte, udvikler og lancerer Rambøll snart et 3D træningssimulatorspil om arbejdsmiljøsikkerhed og klimavenlig adfærd på byggepladsen. App’en vil blive skræddersyet til den enkelte byggeplads.