Foto: PR // Per Rødsgaard
Spangenberg & Madsen Rådgivende Ingeniørfirma har ansat civilingeniør Per Rødsgaard til at lede afdelingen i Kolding. Han skal etablere firmaet i Trekantområdet og Region Syddanmark med fokus på energioptimering, bæredygtighed og indeklima.
Spangenberg & Madsen har ansat en erfaren brancheprofil i civilingeniør Per Rødsgaard, 60, til at lede afdelingen i Kolding. Han kommer fra en stilling i V2C, hvor han var en af de øverste ansvarlige på PFAs milliardprojekt Redmolen i Københavns Nordhavn. Tidligere har han været hos Rambøll, Scandibyg og Hoffmann.
“Jeg har altid syntes godt om Spangenberg & Madsen. De har nogle meget stærke kompetencer indenfor tekniske installationer, energi og brand og har virkelig gode kunderelationer. I store virksomheder kan kontakten til kunderne let gå tabt. I Spangenberg & Madsen dyrker man de lange samarbejdsrelationer. Det kan jeg godt lide,” siger Per Rødsgaard.
Per Rødsgaard er bosat i Kolding.
Energioptimering – en klimaløsning som giver store besparelser
Spangenberg & Madsen har haft flere opgaver for Aarhus Kommune med energioptimeringer inden for belysning og VVS – opgaver som har medført store besparelser på drift og mindre CO2-udledning for kommunen. Per Rødsgaard håber, at ingeniørfirmaet får flere af sådanne opgaver i Trekantområdet og på Fyn.
“Der er jo rigtig mange penge at hente på at energioptimere sine bygninger. Og samtidig begrænser du mængden af CO2, der udledes til atmosfæren. Det er en win-win situation,” siger Per Rødsgaard, der også ser muligheder hos boligselskaber og private virksomheder:
“Bæredygtighed er blevet et vigtigt konkurrenceparameter i kampen om medarbejdere og kunder. Hvis din virksomhed bor i en bygning, der kræver masser af varme og strøm, kan du få et forklaringsproblem. Derfor ser vi, at flere og flere virksomheder tager fat på at energirenovere deres bygninger.”
Firmaet skal vækste
Siden 2016 har Spangenberg & Madsen haft afdeling i Kolding, hvor rådgiverne har løst en del opgaver for Kolding Kommune og er fortsat involveret i projekter som Kolding Ketcher Center. I slutningen af 2020 vil 120 nye almene boliger på Bertram Knudsens Vej i Kolding stå klar til indflytning og det nye museumsmagasin for Museum Sønderjylland er også godt på vej. Med den erfarne civilingeniør i spidsen højner ingeniørfirmaet nu ambitionerne:
“Vi skal ud og markere os i Trekantområdet og Region Syddanmark, så vi bliver den foretrukne rådgiver på tekniske installationer, bæredygtighed, energi, brand- og sikringsrådgivning. Planen er, at vi skal vokse yderligere også i denne del af landet. Så jeg skal ud og drikke en masse kaffe,” siger Per Rødsgaard med et smil.