Foto: Outrup Vinduer & Døre

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at et stigende antal medarbejdere nærmer sig pensionsalderen. Det mærker man også hos Outrup Vinduer & Døre i Nykøbing Mors, som har en seniorpolitik for at fastholde de ældre medarbejdere. Det nyder blandt andre 70-årige Svend Pedersen godt af – han vil nemlig have svært ved at undvære sit arbejde hos Outrup.

Antallet af lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen i alderen 55 år og opefter er steget med 31 procent de seneste fem år, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Branchen kigger derfor på et problem, hvor adskillige års erfaringer og kompetencer går tabt.

Den samme udvikling gør sig gældende hos vinduesproducenten Outrup Vinduer & Døre i Nykøbing Mors. Her er 12 ud af virksomhedens 149 medarbejdere over 60 år, mens 34 ansatte er mellem 55 år og 60 år. Det er dog ikke et tilfælde, at vinduesproducenten har et stort antal ældre medarbejdere ansat. Her arbejder man nemlig aktivt på at fastholde virksomhedens grå guld:

“Vi vil gerne påskønne vores ældre medarbejdere for mange års tro tjeneste, og vi er ofte villige til at strække os langt for at holde på dem. Derfor har vi lavet en seniorpolitik, der rummer en række fleksible løsninger, som kan tilpasses efter den enkelte medarbejders behov og ønsker. Det kan være alt fra at sænke antallet af arbejdstimer, så de får en ekstra fridag, til at tilpasse arbejdsopgaverne, så den pågældende medarbejder for eksempel undgår sæsonarbejde,” fortæller Outrups direktør, Henrik Nyby, og fortsætter: 

“Vi vil gerne holde på dem fordi, de sidder med en unik og dyrebar viden, som de har opbygget gennem deres mange år på arbejdsmarkedet, og som derfor kan være svær at erstatte. Det er således rigtig vigtigt for os at holde på deres kompetencer, og her er trivsel et vigtigt parameter – for en høj trivsel giver nemlig lysten til at tage et par år mere på arbejdsmarkedet.” 

Vil ikke undvære arbejdet
En af vinduesproducentens medarbejdere er Svend Pedersen på 70 år. Han arbejder som produktudvikler og har 40 års erfaring i vinduesbranchen på bagen. 

“Jeg er ’still going strong’ og vil helst ikke undvære mit arbejde. Jeg holder nemlig meget af mine arbejdsopgaver, som er udfordrende og motiverende, og så har jeg det rigtig godt med mine gode kolleger og trives i det arbejdsmiljø, vi har her hos Outrup. Mit arbejde betyder således meget for min livskvalitet, og det er i sidste ende – tror jeg selv – godt for mit helbred,” fortæller Svend Pedersen, som for et par år siden fik tilbudt en mere fleksibel ansættelsesordning og i dag arbejder 30 timer om ugen.

Svend Pedersen har arbejdet hos Outrup i 13 år og er i dag med til blandt andet at udvikle nye produkter til virksomhedens kunder og lave energiberegninger på vinduesløsningerne. Og alt det sætter han pris på at kunne fortsætte med, så længe lysten og helbredet rækker.