Foto: Q-Construction

2019 blev endnu et godt år for den moderne entreprenørvirksomhed Q-Construction, som oplevede en stærk vækst. Fortsat forventer virksomheden en stabil vækst i de kommende år, på trods af corona-krisen.

Sidste år har Q-Construction mere end fordoblet deres omsætning fra 175 mio. kroner i 2018 til 360 mio. kroner i 2019. Resultatet før skat er dertil steget fra 5,3 mio. kroner til 10,2 mio. kroner i 2019. Udover den økonomiske vækst sidste år blev entreprenørvirksomheden også kåret til Danmarks tredje bedste arbejdsplads i kategorien for virksomheder med 20-49 medarbejdere. Det var en kåring der blev foretaget af Great Place To Work Danmark. 

”Vi er stolte af de resultater, som vi har opnået i 2019. Den positive vækst skyldes, at vi har haft en høj aktivitet på særligt større byggeprojekter som bl.a. Amager Strandvej, Kongeskrænten i Smørum og senest Knudrisrækkerne, der bliver Aarhus’ højeste træhusbyggeri. Og så skyldes det ikke mindst en enorm holdindsats fra vores dedikerede og kompetente medarbejdere, der løfter ansvaret og sætter kunden i fokus”, understreger Morten Rankenberg, adm. direktør. 

Forventning: Stabil vækst i 2020 og 2021
Morten Rankenberg, adm. direktør, er også fortrøstningsfuld for fremtiden på trods af hele corona-situationen: ”vores byggerier kører videre planmæssigt, og vi følger alle de anvisninger, der kommer fra regeringen i forhold til at passe på vores medarbejdere og vores underleverandører”. 

I forhold til målsætningerne frem mod 2023, har Q-Construction gennem de seneste par år arbejdet intenst på at opbygge en stærk backlog på 750 mio. Denne såkaldte backlog skal i samspil med en stærk pipeline af potentielle opgaver sikre, at de kommende år også kommer til at byde på vækst i både omsætning og resultat. 

Q-Construction forventer at omsætte for 425 mio. kroner med et resultat før skat på 15 mio. kroner i det indeværende regnskabsår. Til 2021 er forventningen at omsætningen for første gang i selskabets historie skal runde 500 mio. kroner. 

Tidligere artikelNyt Lalandia smelter sammen med landskabet i Søndervig
Næste artikelNordeuropas største safaripark får leveret stor ordre på L-elementer af Give Elementer