Foto: Ved opførelsen af Da Vinci Parken i Aalborg i sin tid leverede Ajos fire kraner med bogie-undervogn.

Omkring halvdelen af Ajos’ udlejede kraner hare en bogie-undervogn, hvilket betyder at de er mobile på byggepladsen via udlagte skinner. Det er med til at øge fleksibiliteten og optimerer samtidig effektiviteten i arbejdet. I den sidste ende er det også en bedre forretning for kunden.

En højeffektiv byggeplads hænger særligt sammen med fleksibiliteten på selve pladsen. Derfor er byggepladskraner i stigende grad blevet mobile, lyder erfaringen hos udlejningsselskabet Ajos, der oplever at både deres tårnkraner og semimobilkraner bliver udlejet oftere med en bogie-undervogn.

Det er med til at gøre kranen i stand til at manøvrere på byggepladsen ovenpå udlagte skinner, hvilket dermed øger deres arbejdsområde markant og optimerer byggeprocessen. 
“Vi udlejer kraner hele året til byggepladser, havne og industrien over hele landet. Vores tårnkraner og semimobilkraner er alle født på fire ben, men vi kan nemt montere en bogie-undervogn og tilbyde kunderne en mere bevægelig kran”, siger Christian Trokner, sektionsleder i kranafdelingen i Ajos.

Mange meter skinner
Med en bogieundervogn kan en kran bevæge sig på skinnerne med en hastighed op mod 25 meter i minuttet. Den forbedrede bevægelighed sikrer optimale omstændigheder for at bruge kranens fulde potentiale.
“Skinnerne fås i sektioner af tre eller seks meter. Om man ønsker 12 meter eller 120 meter eller en tredje distance, er helt op til kunden. Vi kan køre kranen tværs over Danmark, hvis det skulle være”, siger Christian Trokner. 

Senest har virksomheden Ajos leveret til et projekt for MT Højgaard i Odense, hvor der blev lagt 100 meter skinner. Dertil har de også leveret til et større projekt i Københavns Sydhavn, hvor der var tale om to tårnkraner og godt 70 meter skinner til.

“Fordelen er, at ved Metroen arbejdes der i et rektangulært hul i jorden. Vi har en kran kørende langs kanten, som kan servicere hele hullet, og på den måde bidrage mest muligt til projektet. Alternativet var en stationær tårnkran med en forlænget udlægger, men løftekapaciteten sænkes, jo længere ude på udlæggeren, man har vægtbelastningen. Ved at flytte kranen på skinnerne bevarer man kranens fulde løftekapacitet, og det gælder uanset, om man arbejder nede i en udgravning eller opfører en bygning”, forklarer Christian Trokner. 

Krav til kranføren
Der ingen skærpede krav til den kranfører som betjener kranen. En kran på bogieundervogn kræver nemlig kun almindeligt krankort, og så får føreren blot et ekstra sæt knapper. Kranerne tilføjes derudover de samme egenskaber, uanset om der er tale om en tårnkran eller en semimobilkran. 

Prisen for en løsning med bogieundervogn er heller ikke noget som burde skræmme kunderne. Tværtimod, mener Carsten Vad, montageleder og teknisk konsulent i Ajos’ kranafdeling.

“Merudgiften til leje af bogiekran pr. måned plus leje af skinner er ikke overvældende. Det kan reelt hurtigt blive en bedre forretning, end hvis man skal leje større eller flere kraner for at dække byggepladsen mest effektivt. Det eneste tidspunkt, hvor det ikke er relevant med en bogiekran, er i de få tilfælde, hvor bygningen er for lille”, siger han.

Selv hvis pladsen er begrænset, kan det være en fordel, at man kan flytte kranen på skinner langs bygningen. Ikke mindst når byggeriet er færdiggjort, og kranen er klemt fast inde i et hjørne.

“De fleste af vores kran-kunder har helt styr på, hvordan de bedst kan løse opgaven på deres byggepladser. Vi stiller selvfølgelig gerne vores erfaring til rådighed, og rådgiver kunderne til den bedste løsning”, siger Carsten Vad.