Foto: NCC // Renoverede boliger – Alabu Bolig Aalborg.
Boligorganisation Alabu Bolig har nu 120 flotte lejligheder i de fire ejendomme i Grønlænderkvarteret.
Lejlighederne på Peter Freuchens Vej i Aalborg har gennem de seneste to år været den helt store tur igennem, så beboerne i dag bor i bekvemme og moderne lejligheder med et minimeret energiforbrug.
NCC har i hovedentreprise for Alabu Bolig forvandlet 138 lejligheder til 120, og der er desuden blevet arbejdet med næsten alt ved boligerne og samtidig har omgivelserne fået et kærligt løft.
Renoveringen har omfattet nye vinduer og døre i facaden, nye altaner, ny tagbeklædning, efterisolering af facade, ligesom der er lavet en indvendig totalrenovering af lejlighederne. Boligerne er gjort langt mere tilgængelige hvor nogle er lagt sammen. Endvidere er der etableret indvendige elevatorer til de 42 helt nye tilgængelighedsboliger. Samtidig er der etableret nyt køkken, nyt bad, ventilationsanlæg og komplette nye el og VVS installationer.
– Det har været en fornøjelse sammen med Alabu Bolig at renovere lejlighederne, som jeg håber, beboerne bliver glade for. Vi har også med stor tilfredshed samarbejdet med en række lokale fagfolk, så man kan sige, at byggeriet er meget lokalt forankret, siger projektchef Daniel Hoffmann Kusk fra NCC.
Hovedentreprisen er således udført af NCC med egne tilhørende håndværkere inden for murer, beton og tømrer, mens der eksempelvis ved installationsarbejde har været brugt lokale fagentreprenører ved totalrenoveringen.
– Renoveringen har været meget omfattende, men resultatet er rigtigt godt og samarbejdet er forløbet upåklageligt. Lejlighederne er nu opdaterede og fremstår lyse og moderne med bekvemme faciliteter, siger Thomas Jung Pedersen, projektleder hos Alabu Bolig.