Svømning og vandmotion er populært på tværs af alder og niveau – og mange steder bliver der renoveret eller bygget nyt. I et nyt online tema samler Troldtekt A/S viden, trends og eksempler, som kan indgå i design af badeanlæg anno 2021.
Vi bruger svømmebade til at træne, slappe af og hygge os med familien. De varierende brugerscenarier stiller krav til bygherrer, arkitekter og entreprenører, som sammen skal nå frem til det perfekte design – uden at det giver gnidninger mellem gæsterne. Den balancegang er blandt andre GPP Arkitekter, Bay Arch lykkedes med i den nyopførte Frederikssund Svømmehal.
– En generel tendens inden for det offentlige byggeri er ønsket om at kæde flere tilbud sammen. For eksempel i skoler, der også skal fungere som SFO eller fritidsklub. Det ønske går også igen i forhold til nye svømmehalsbyggerier: At anlæggene skal kunne rumme flere fritidstilbud, så man kan skabe synergier og give flest muligt lyst til at være med, forklarer arkitekt Niels Haugaard, som er en af indehaverne af GPP Arkitekter.
Han giver eksempler fra den nyopførte svømmehal, der ligger bygget ind i skråningen ved Sillebro Ådal:
– Der er selvfølgelig et stort bassin til konkurrencesvømning og svømmeundervisning. Så har vi et børne- og øvelsesbassin og en rutsjebane. Og så har vi faktisk også et område, hvor der ikke er bassin. Vi kalder det ”dry land”-område, som både giver mulighed for øvelser på land, tilskuere til vandsport eller events som børnefødselsdage og lignende.
Kombination af funktion og atmosfære
Interviewet med Niels Haugaard indgår i et nyt online tema om svømmebade på www.troldtekt.dk. De originale, danske Troldtekt akustikplader er et populært valg til lofter og vægge i blandt andet svømmehaller.
I temaet indgår også 16 trends i fremtidens svømmeanlæg, som NGO’en International Association for Sports and Leisure Facilities (IAKS) har samlet i en rapport. De 16 trends spænder over alt fra økonomi og digitale muligheder til nye brugermønstre med betydning for arkitekturen.
Tyskland har en stærk badekultur, og et af de tyske arkitektfirmaer, der har bred erfaring med at kombinere funktion og atmosfære, er 4a Architekten. I bade- og fritidsparken i den tyske by Kusel er Troldtekt i en række specialfarver en del af arkitekturen. Det bidrager til stedets identitet og atmosfære – og ikke mindst den gode akustik.
– Det er meget vigtigt at bruge lyddæmpende materialer i loftet. Man skal kunne have det sjovt og slappe af. Et bassinområde med dårlig akustik er ikke godt for hjernen, siger Ernst Ulrich Tillmanns, administrerende direktør for 4a Architekten, i det nye tema.
Matcher også kravene til friluftsbade
Ud over at Troldtekt akustikplader effektivt absorberer lyden af plask, råb og leg, er træbetonpladerne robuste med en naturlig resistens over for fugt. Og så giver de fleksible designmuligheder stor frihed til arkitekterne – også i faciliteter ved moderne friluftsbade.
I den prisbelønnede Vestre Fjordpark i Aalborg er der valgt Troldtekt akustikplader, og det samme er der i det unikke badehus, Isfuglen, til vinterbaderne i Brøndby Havn. Begge steder matcher træbetonpladerne den gennemgående brug af træ i arkitekturen.
– Badehuse og udendørs svømmeanlæg er bygninger, der stilles store krav til. De er tæt på saltvand, blæst og regn, samtidig med at brugerne kommer ind med vand og salt på kroppen. Her er træ helt ideelt, fordi det er så fleksibelt. Det kan bøje i vinden og udvide sig, forklarer Balder Johansen, daglig leder af byggefirmaet LOGIK & CO, som efterhånden er blevet eksperter i at bygge badehuse til den enorme efterspørgsel i hovedstadsområdet.