Illustration: Vilhelm Lauritzen Architects

Interessen for naturvidenskab starter ofte tidligt i livet, og derfor skal naturvidenskab gøres mere tilgængeligt for elever og lærere i folkeskoler og gymnasier.

Novo Nordisk har igangsat en national plan om at øge interessen for de naturvidenskabelige fag blandt børn og unge. Det har de gjort med initiativet LIFE, som skal rumme det faglige fokus; den levende natur, naturvidenskaben og dens anvendelse: Læring, Inspiration, Fascination og Engagement.

LIFE i Lyngby
Initiativet LIFE skal omfatte et mobilt laboratorie, en digital platform med læringspakker og et fysisk læringscenter i Lyngby. Byggeriet skal være hovedkvarteret for LIFEs organisation og skal blandt andet indeholde undervisningslaboratorier og fungere som besøgscenter for skoleklasser. Derudover skal LIFE tage del i udviklingen af naturfagene i skolen.

Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter, som i samarbejde med GHB Landskabsarkitekter og COWI som totalrådgiver skal udvikle og forme centeret. Bygningen er designet efter ‘STEM’-begreberne (Science, Technology, Engineering og Mathemathics). Facaden er inspireret af DNA-strenge, Fibonaccistrukturer og andre matematiske mønstre, samtidig med at den integrerer bygningen i den omkringliggende natur. Bygningens tekniske opbygning vil indgå i undervisningsaktiviteterne; blandt andet ved at synliggøre tekniske installationer og gennem overvågning af bygningens energiforbrug.

”Arkitekturen er inspireret af en kombinationen mellem natur og naturvidenskab. Det stoflige og det matematiske. Bygningen skal på samme tid både inspirere og respektere, da det ligger i et naturområde, så vi gået efter at ramme en enkel, nordisk stil i naturlige materialer med grundreferencer til STEM,” siger Thomas West Jensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Under opførelse
Bygningen i Lyngby er under opførelse. Det første spadestik blev taget af Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, d. 1/11, og LIFE Campus står efter planen færdigt i 2021.

Centeret bliver bygget på Dyrehavegårds Jorder øst for DTU, Helsingørmotorvejen og Novozymes. Det bliver støttet af undervisningsministreriet, som har afsat en pulje på 180 millioner kroner, som skal gå til en ny strategi for naturvidenskaberne i perioden 2018 til 2024.

Fakta

  • Bygherre: Novo Nordisk Fonden
  • Samarbejde: GHB Landskabsarkitekter, COWI
  • Beliggenhed: Dyrehavens Jorder, 2800 Kongens Lyngby
  • Areal: 4.000 m2
Auditorium. Illustration: Vilhelm Lauritzen Architects