For Platform.as, der er den førende udlejer af arbejdsplatforme i Danmark, har det i lang tid gået stærkt. Virksomheden har nu trukket endnu en stærk trumf i forventningen om, at vækstkurven fortsætter. Carsten Abel tiltræder som ny salgsdirektør.
Platform.as været på en vækstrejse se sidste par år, i kraft af, at flere og flere vælger at bruge arbejdsplatforme i stedet for stilladser. Vækstkurven skal fortsætte, og selskabet henter derfor nu ny salgsdirektør i skikkelse af 53-årige Carsten Abel.
Carsten Abel har siden slutningen af 2015 siddet i bestyrelsen hos Platform.as, men nu er han klar til at træde et skridt endnu tættere på kernen af virksomheden, når han tiltræder som salgsdirektør.
Administrerende direktør i Platform.as Casper G. Knudsen er begejstret for ansættelsen af Carsten Abel og regner med, at hans erfaring får en stor positiv indflydelse i virksomheden.
”Vi kender jo allerede Carsten, der har siddet i vores bestyrelse siden 2015. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at han er den helt rette person til jobbet som salgsdirektør hos Platform.as. Han kommer med en usædvanlig stærk kombination af erfaring fra branchen og solid ledelses- og salgserfaring. Det er derfor et utrolig godt match i forhold til netop det potentiale, vi står overfor,” siger Casper G. Knudsen.
Carsten Abel kommer fra en stilling som CEO i Dalbo A/S, der er specialist i redskaber til jordbearbejdning. Han har tidligere bl.a. været Managing Director hos Mercedes Benz CPH A/S.
Platform.as blev stiftet af Casper G. Knudsen i 2009 sammen hans bror Ulrik Knudsen. I dag har selskabet to afdelinger i henholdsvis Ishøj og Aarhus. De har en omsætning på omkring 100 millioner kroner og beskæftiger 55 medarbejdere.
”Jeg har været med i bestyrelsen siden 2015, så jeg kender virksomheden og den unikke kultur, som hersker her. Jeg glæder mig til at indtræde i den daglige drift i en virksomhed, der har en markedsledende position, som Platform.as har indenfor udlejning i arbejdsplatforme i Danmark. Derfor skulle jeg ikke bruge lang overvejelsestid til at takke ja til jobbet,” siger Carsten Abel. Han fortsætter:
”Platform.as har gennem de sidste mange år oplevet stor vækst. Min rolle bliver først og fremmest at sikre, at vi fortsat er Danmarks førende udlejer af de kraftigste og mest moderne arbejdsplatforme i verden. På sigt skal vi udbredes til hele Norden.”