Home Byggeri Ny friskole i Ørum bygges i moduler

Ny friskole i Ørum bygges i moduler

0
16

Foto: PR // Produktion – ABC Pavilloner

Den nyopstartede friskole MIN Friskole i Ørum har fået massevis af elevtilmeldinger. Om lidt begynder byggeriet, så skolen kan stå færdig til skolestart i august 2020. Det er midtjyske ABC Pavilloner, som skal stå for det midlertidige modulbyggeri, der skal udgøre rammerne for de 115 elever fra 0.-8. klasse. 

Den nye friskole, MIN Friskole, er etableret for at kunne opnå bedre undervisningsmuligheder i Ørum på Norddjursland. Det er en gruppe forældre, som nu tager konsekvensen af, at Norddjurs Kommune har sparet de ældste klassetrin væk på deres folkeskole, og derfor opretter de nu MIN Friskole i Ørum. I den forbindelse er byggetilladelsen til den nye skole netop sendt afsted: 

“Vi glæder os over, at byggetilladelsen nu er sendt afsted, og at byggeriet således inden længe kan påbegyndes. Det er en kæmpe milepæl i vores projekt, som allerede nu har fået meget større opmærksomhed, end vi havde turde håbe på,” siger Torben Lund, bestyrelsesformand for MIN Friskole i Ørum. 

I de første fem år skal friskolen bestå af en midlertidig bygning, og det er den midtjyske modulproducent ABC Pavilloner, som skal stå for opgaven:

“MIN Friskole kontaktede os i sommeren 2019 med henblik på at få et tilbud på en midlertidig, fleksibel skole, som de kunne bruge de første fem år, indtil skolen er mere etableret. Her kom vi med et forslag til en løsning, der består af to bygninger, som nemt kan adskilles og eventuelt placeres andre steder, hvis der skulle være behov for det i takt med, at skolen udvikler sig,” siger Glenn Nielsen, der er projekt- og afdelingsleder hos ABC Pavilloner og fortsætter:

“Og det går vi nu inden længe – og så snart byggetilladelsen er givet – i gang med at bygge i vores produktion, så det kan være fuldt funktionsdygtigt, inden startskuddet for alvor lyder om et halvt års tid.“

I opstartsfasen vil skolen huse 0.-8. klasse, og vil bestå af 13 nyrenoverede moduler, der bliver sammensat til de to bygninger på i alt 731 kvm. 

Men allerede nu kan friskolen se, at der er behov for endnu en bygning, da tilmeldingen af elever har været enorm. Derfor skal der inden længe gøres plads til en 9. klasse med yderligere 150 kvm:

“Hver eneste dag kommer der flere og flere tilmeldinger til vores friskole. Derfor har vi også lagt vægt på, at vores skole det næste år skal kunne tilpasses efter tilstrømningen af elever, og her har modulbyggeriet nogle helt klare fordele, da modulerne er yderst fleksible og kan ombygges efter vores elev- og lærerantal,” forklarer Torben Lund og fortsætter:

“Derudover fremstilles modulerne i ABC Pavilloners produktion sideløbende med, at byggepladsen klargøres, hvilket gør processen hurtig, så vi er klar til at tilbyde den første undervisning fra august.”

Midlertidig betyder ikke lavere kvalitet 
Selvom friskolen i første omgang er en midlertidig bygning, er der hverken gået på kompromis med ambitionerne eller kvaliteten af byggeriet. 

MIN Friskole skal være fuldt funktionsdygtig – med lærerværelser, mødelokaler, kontorer, toiletter og store klasselokaler. Derudover har ABC Pavilloner inkorporeret ventilationsanlæg, den rette akustik og fjernvarme i form af radiatorer med vandbåret varme i modulbyggeriets design, så eleverne får et godt indeklima: 

“Vi har haft en rigtig god dialog med ABC Pavilloner, som har bidraget med mange gode idéer og unikke løsninger, der både passer til vores økonomi og tidsramme. Ved hjælp af modulbyggeriet kan bygningen opstilles på få måneder, så undervisningen og hverdagen for de mange elever kan begynde så hurtigt som muligt. Og netop på grund af den fleksible tilgang, er det ikke utænkeligt, at vores skole på sigt skal være et permanent modulbyggeri,” siger Torben Lund.

Produktionen af de mange moduler til MIN Friskole bliver igangsat i starten af april, og skolen forventes at kunne tages i brug og indrettes allerede i juni. ABC Pavilloner leverer også alt løst inventar såsom stole og borde til MIN Friskole.