Foto: Dragør Luftfoto

Den nye bro, som skal binde Hedehusene og Nærheden sammen, åbner fredag den 27. marts kl.10.00 åbner. Den oprindelige fejring den 29. marts er aflyst på grund af Corona-krisen.

Den 27. marts kl. 10.00 åbner broen for trafik. Hedehusene og den nye bydel Nærheden bliver dermed bundet endnu bedre sammen, og broen bliver et vartegn for byen med med sin markante arkitektur. 

”Det er virkelig en milepæl. Gående, cyklister og bilister fra Nærheden får lettere adgang til Hovedgaden, ligesom borgerne i Hedehusene nemt kan komme ud til Nærheden og bl.a. bruge springcentret og det kommende læringshus”, siger borgmester Michael Ziegler. 

Et område med fart på udviklingen
Nærheden vokser i disse år for alvor frem. Der er flyttet knap 500 beboere ind allerede og med mange nye byggerier i gang bliver der plads til 6500 borgere i de kommende år. Dermed kommer hele Hedehusene op på over 18.000 indbyggere.

”Der sker rigtig meget i Nærheden, og i løbet af det næste års tid kommer der et stort rykind af nye beboere. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne åbne den bro, der skal gøre hverdagen lidt nemmere for beboerne i Nærheden og for dem, der har et ærinde i området”, fortæller direktør i NærHeden P/S Ole Møller.

Markant vartegn
Det er byudviklingsselskabet NærHeden P/S, som ejes af Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg, som står for udviklingen af Nærheden . Peter Cederfeld, adm. direktør, ser således også frem til åbningen af broen:

”Nærheden skal være et eksempel på fremtidens bæredygtige forstad, og derfor er det vigtigt, at der kommer infrastruktur og byrum af høj kvalitet. Åbningen af broen markerer endnu et stort skridt i den spændende udvikling, som området er inde i. Nu er Nærheden og Hedehusene ikke to byområder, men et.