Foto: COBE og NCC
Københavnerne kan efter planen fra næste år og fire år frem følge opførelsen af en hel ny bydel på Papirøen, som skal indeholde bygninger til boliger, erhverv og fritid.
NCC har indgået en betinget kontrakt på 1,2 mia. kr. om totalentreprisen på det nye byggeri Christiansholm med Udviklingsselskabet CØ P/S, fortæller NCC i en pressemeddelelse. Det nye storbyggeri skal rumme private boliger, erhverv og områder til ophold i fritiden.
Danica Ejendomsselskab (50%), Unionkul Ejendomme (37,5%) og Nordkranen (12,5%) står bag CØ P/S.
Papirøen får nyt liv
Det nye projekt skal omfatte ejerlejligheder, almene boliger, et hotel og en markedshal til butikker, caféer, restauranter, et nyt madmarked og kulturliv og er designet af arkitektfirmaet COBE. Det er en vanskelig opgave at etablere en byggeplads på en ø midt i byen, og her har NCC været med til at løse den store logistiske udfordring.
”Dette projekt er en af vores mest alsidige opgaver nogensinde, og vi har bragt alle vores faglige og innovative kompetencer inden for fundering, råhus og byggeri grundigt i spil. Ambitionerne er høje hos både arkitekt og bygherrer, og nu glæder vi os til at omsætte visionerne til virkelighed,” siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark.
Det sidste uudviklede kajområde i Københavns inderhavn
Den nye bydel Christiansholm skal ligge på den nuværende Papirøen. Øen har sit lidt særprægede navn fra dens tidligere funktion, hvor Den Danske Presses Fællesindkøb havde avispapirlaer på den opdæmmede holm. I 2012 flyttede Fællesindkøbet fra øen, og den blev et populært udflugtssted, fordi den ligger helt centralt i Køben. Siden har den blandt andet været brugt til at huse Copenhagen Street Food, som i perioden var et populært madmarked. I dag øen det sidste uudviklede kajområde i Københavns inderhavn.
Der er derfor også store forventninger til den nye centralt placerede bydel: ”Vi har meget store forventninger til, hvad Christiansholm kan bidrage med i kraft af sin helt enestående placering. Vi ønsker, at projektet skal komme både christianshavnerne, de fremtidige beboere og hele København til gode,” siger Klaus Kastbjerg, adm. direktør i Unionkul Ejendomme, på vegne af Udviklingsselskabet CØ P/S.
Bydelen Christiansholm
NCC og bygherren forventer at ordreregistrere projektet i andet kvartal i 2020. Samme år skal byggeriet starte, og det forventes at stå færdigt i 2024. Projektet består af en gruppe bygninger i forskellige højder og forløb, men som har et ensartet udtryk med skrå facader. Bygningerne skal omkranse et grønt byrum, og i hele periferien af øen kommer en bred promenade og træbrygge mod vandet. Partnerne i projektet er arkitektfirmaet COBE, rådgivende ingeniører MOE og landskabsarkitekten Inside Outside.