Foto: Herzog & de Meuron – Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Region Hovedstaden har underskrevet den endelige kontrakt med NCC som hovedentreprenør og opførelsen af Nyt Hospital Nordsjælland kan derfor nu gå i gang. Den samlede entreprenøropgave lyder på ca. 2,4 mia. kr., hvoraf projektets første fase udgør ca. 1,2 mia. kr. 

Det sidste af de store supersygehuse der skal opføres i Danmark, er det nye Nordsjællands Hospital. Det samlede byggeteam (Nyt Hospital Nordsjælland, NCC og projektets totalrådgiver) har arbejdet på at finde tekniske og metodemæssige optimeringer, og nu er det muligt for NCC at gå i gang med første fase af selve bygge- og anlægsopgaven.

Det bliver i naturskønne omgivelser i den nye bydel Favrholm i Hillerød at hospitalet vil blive opført. Den samlede byggeperiode ventes at tage fire år.

”Vi glæder os meget til at fortsætte det allerede gode og tillidsfulde samarbejde med projektets bygherre, Nyt Hospital Nordsjælland. At skulle opføre et hospital af denne størrelse med alt, hvad det indebærer af entreprenørydelser og digitale byggestyringsprocesser ligger rigtig godt til os, og vi ser frem til at tage hul på opgaven” siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark.

Kontrakten på fase 1 udgør 1,2 mia. kr. af det samlede budget og omfatter byggemodning, jord-, kloak-, beton- og stålarbejder. 

NCC skal samtidig stå for udbud og indkøb af entrepriser til lukning med facade og tag. Derudover skal NCC bl.a. stå for udbud og indkøb af entrepriser vedrørende aptering, som er udførelsen af de faste, indvendige dele af bygningen. For at fase 2 og fase 3 kan indgå i NCC’s hovedentreprise, kræver det at indkøb og styring af entrepriserne kan holdes inden for bygherrens budget. Dette skal NCC sammen med bygherre vurdere i næste fase.

Et byggeri med store ambitioner

Det nye hospital bliver et af de største enkeltstående byggeprojekter nogensinde i Nordsjælland. Der er tale om en lav bygning på fire etager, der er formet som en firkløver og vil strækker sig over 118.000 kvadratmeter. Der er i plantegningen fokus på korte gåafstande for personale og patienter kombineret med udsigt til haver og natur, da der er evidens for, at dette gavner patienternes bedring.

Det er ambitionen at skabe et referenceværk for fremtidens hospitaler ved at gå væk fra det kolde, institutionelle look, som hospitaler ofte er kendt for. Der er derfor bliver arbejdet målrettet mod at planlægge et hospital, som er noget ud over det sædvanlige.

”Det kræver en dedikeret entreprenør at skabe så stort et hospital til borgerne, og NCC får en nøglerolle i at sikre, at hospitalet bliver noget særligt. Vi har store forventninger til NCC. Det gælder især i forhold til at drive en effektiv og digitaliseret byggeproces, hvor vi kan følge tidsplaner og budget nøje og på den baggrund træffe de rette beslutninger sammen. Så vi skaber et særligt hospital til borgerne,” afslutter Henrik Schødts, projektdirektør for Nyt Hospital Nordsjælland.

Tidligere artikelBæredygtigt skoleprojekt vinder pris ved World Architecture Festival 2019
Næste artikelCALUM opfører 21.000 kvm boliger i Hørsholm