I 2019 var der 1.119 konkurser i bygge- og anlægsbranchen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en rekord, da der ikke før er set så mange konkurser et enkelt år i statistikkens historie. 

De 1.119 konkurser i branchen er en stigning på 114 konkurser i forhold til 2010, som før nu har været rekordåret.

“Ved første øjekast er konkurstallene fra 2019 skræmmende læsning. Det tidligere rekordår er overgået med mere end ti procent. Men det er vigtigt at skelne mellem aktive og ikke aktive virksomheder, når man ser på statistikken,” siger Andreas Fernstrøm, der er analysechef i Dansk Byggeri.

En aktiv virksomhed er en virksomhed, der har beskæftigede og/eller en omsætning på mindst en mio. kr. om året, ifølge Danmarks Statistik.

“Det man skal holde sig for øje med de mange konkurser er, at antallet af konkurser blandt aktive virksomheder har været nogenlunde stabilt siden 2016, hvor der hvert år har været i omegnen af 500 konkurser. Rekorden er altså ikke udtryk for et enormt skred i konkurserne. Og til sammenligning var der tilbage i 2009 og 2010 i omegnen af 700 konkurser i aktive virksomheder,” siger Andreas Fernstrøm.

Dansk Byggeri vurderer, at aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen vil blive mindre de kommende år, som potentielt kan presse flere virksomheder økonomisk.

“De mange konkurser sidste år var i en periode med stor aktivitet i branchen. Derfor kan det give anledning til rynkede øjenbryn, at der nu er udsigt til, at aktiviteten falder. Det medfører erfaringsmæssigt, at vi kommer til at se flere virksomheder, der bliver tvunget til at dreje nøglen om,” siger analysechef Andreas Fernstrøm.

Tidligere artikelAcrimo A/S henter ny salgschef
Næste artikelAftaget pres på byggeriets arbejdsmarked