Foto: PR // Lokalplan

Østjysk Bolig skal bygge 300 ungdomsboliger og 50 familieboliger i nyt bykvarter på Olof Palmes Allé i Aarhus. Området, som skal omdannes til det nye bykvarter, er ved Journalisthøjskolen, som i foråret flytter fra Skejby til Katrinebjerg. Tre teams konkurrerer nu om totalentreprisen.

De 300 ungdomsboliger og 50 familieboliger i det nye bykvarter skal passe ind i områdets helhedsplan og samtidig udformes i sammenhæng med den oprindelige hovedbygning. Den vil blive omdrejningspunktet i området, hvor Orvartaci museet flytter ind. 

Byggeriet vil tilbyde beboere en attraktiv bebyggelse med veludførte boliger og gode fællesfaciliteter, som understøtter og opfordrer til både socialt samvær og privatliv. 

Konkurrence på hundredvis af millioner
Byggeprojektet har en fastsat totalentreprisesum på 205 mio. kr. 

Tre teams konkurrerer om byggeprojektet. Et af de udvalgte teams udgør JFP A/S sammen med RUM, Reiulf Reimstad, Sweco og Green Sustainable Landscape. 

“Vores team er blevet udvalgt på baggrund af vores store erfaring med sammenlignelige boligprojekter. Blandt andet står JFP, Sweco og RUM bag opførelsen af Generationernes Hus på Aarhus Ø. Et projekt med 304 boliger og daginstitution som ramme for det givende samliv mellem generationer og mennesker,” udtaler Søren Trærup, salgsdirektør i JFP.

Byggeriet skal styrke fællesskab og samvær
I forbindelse med lokalplanen har Østjysk Bolig undersøgt forskellige former for fællesskaber, som viser ensomhed blandt unge. Derfor skal byggeriet styrke fællesskab gennem de fysiske rammer, og søger i konkurrencen kvalificerede bud på, hvordan bebyggelsens udformning kan være med til at fordre fællesskaber og samvær mellem mennesker. 

Dagslysforhold skal definere facade og boligernes indretning
De bedst mulige dagslysforhold skal sikres i bebyggelsen helt fra projektets start. Samtidig håber Østjysk Bolig også, at gode dagslyskrav er indarbejdet i projektet så meget at dette forhold er med til at definere udformningen af et varieret facadeforløb og lejlighedernes indretning. 

Bæredygtighed skal indarbejdes
Bebyggelsen skal ikke certificeres, men projektets udformning skal dog afspejle indarbejdelse af bæredygtige elementer – især anvendelse af bæredygtige materialer. Vedligehold skal også indtænkes i projektet, så materialer og installationer kræver minimal udskiftning og vedligehold, og elementer som kræver udskiftning i bygningens levetid skal nemt kunne demonteres.

“Vi er glade for at være en del af det stærke team som er udvalgt til konkurrencen. Vi glæder os til at lade vores forskellige fagligheder og tilgange bidrage til at skabe et boligprojekt hvor mennesker mødes og trives i en bebyggelse der tager hensyn til miljøet,” udtaler Claus Jensen, arkitekt og partner i RUM.

Tidligere artikelFinn Hansen investerer i større maskiner til større byggeopgaver
Næste artikelUnidrain hædrer igen i år talent med legat