Foto: LITE

Den 25. oktober afholdes den verdensomspændende klimakonkurrence Climathon i 150 byer fordelt over hele verden. Her har unge 24 timer til at finde på klimaløsninger.

Grøn omstilling og klima er i fokus som aldrig før i takt med, at jordkloden nærmer sig en temperaturstigning på 1,5 grader. Der er derfor brug for nye og innovative løsninger, lyder det i en pressemeddelelse fra LITE, som afholder konkurrencen i deres nye showroom i Aalborg. Arrangørerne bag Climathon vil derfor med arrangementet d. 25. oktober engagere og inddrage studerende for at finde nye og innovative løsninger, som skal gøre os alle grønnere i fremtiden. 

Danske studerende med i kampen
Den globale Climathon-dag afholdes hvert år i hele verden for at sætte fokus på grønne løsninger. I Danmark afholdes konkurrencen i år i Esbjerg, København og Aalborg. Her har studerende fra en række af landets universiteter og øvrige uddannelsesinstitutioner 24 timer til at finde på, udvikle, kommunikere og sende en præsentation til dommerne, som består af repræsentanter fra kommunerne, universiteterne og erhvervslivet. Herefter evalueres deltagerne i de forskellige byer, og de bedste hold får mulighed for at gå videre til Den Globale Award i Paris, hvor vinderne dyster mod hinanden i den endelige Climathon-finale.

Climathon i Aalborg
Det er den erhvervs- og innovationsfremmende klynge House of Energy, som er arrangørerne bag konkurrencen til Danmark. I Aalborg vil 50 studerende fra Aalborg Universitet være med i konkurrencen om at finde den bedste klimavenlige løsning eller opfindelse. Her vil Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen og bestyrelsesformand i House of Energy, Lykke Friis indlede dagen med inspirerende oplæg.

”Vi vil gerne ud og rette fokus på den grønne omstilling, og hvordan vi får sikret, at vores forsyningssektor og transportsektor bliver mere grøn, samt hvordan de her løsninger også forankres ude i det brede samfund. Derudover synes vi, at det er spændende at få nogle unge mennesker ind og høre deres ideer og tanker om, hvilken retning den grønne omstilling kan gå i” udtaler Michael Stie Laugesen, Områdeansvarlig for Energieffektive Løsninger ved House of Energy.

I Aalborg bliver konkurrencen afviklet hos virksomheden LITE, som stiller deres nye 600 m2 store showroom til rådighed med henblik på at skabe et inspirerende miljø for konkurrenterne.