Foto: Plan1 Cobblestone Architects

To hotelfolk har nu åbnet hostellet Urban Camper på Nørrebro med plads til 160 teltovernattende med inspiration fra egne backpackerrejser i Sydamerika. Plan1 Cobblestone Architects har stået for hostellets indretning.

Jungletelte midt i beton og asfalt

Urban Camper er et nyt hostel på ydre Nørrebro, som er indrettet med inspiration fra junglen. Indenfor sover de op til 160 overnattende, som primært er unge rygsækrejsende fra udlandet, i store brandsikrede jungletelte.

På siderne af teltene og ned fra loftet hænger lange grønne lianer. Lounge- og barområdet er pyntet med rå træ på tapetet og planter i loftet. Alt sammen midt i Nørrebros hektiske asfaltjungle, og her kan gæsterne udforske områdets spændende lokale kvarterer, barer og butikker.

Alternativt koncept: Sydamerikas jungle og venlige priser

“Vi fik ideen til konceptet efter flere rejser rundt omkring i Sydamerika. At sove i telte indenfor er ikke set før i hotelbranchen, men det er sjovt og uhøjtideligt og bringer folk sammen. Det oplevede vi på vores rejser i Sydamerika, og det er blevet endnu vigtigere for de unge i dag. Konceptet må gerne være anderledes, så længe det er rent, man har en god seng at sove i, og prisen passer til målgruppen,” siger Sigurd Mejlstrøm, 29 år, som åbnede Urban Camper sammen med forretningspartner Jakob Stelzig, 32 år, begge med mange års erfaring fra hotelbranchen.

“Da vi lærte hinanden at kende på Bella Sky i 2011, begyndte vi hurtigt at lege med tanken om alternative hotelkoncepter og en anden måde at gøre tingene på. I 2016 besluttede vi endeligt at åbne vores eget hostel. Vi har ikke nogen pengemænd i ryggen, og derfor har dette koncept også passet fint i forhold til vores afgrænsede budget. Telte er alt andet lige billigere at opføre end værelser.”

Plan1: Fællesskab, varme og bæredygtighed

Byggeriet måtte tænkes helt fra bunden, da lokalerne i begyndelsen af året blot var rå, afskrællet beton. De to iværksættere Adem Akgül og Jakob Stelzig har selv udviklet designet med afsæt i deres rejser til Sydamerika. I begyndelsen af året koblede de Plan1 Cobblestone Architects på byggeprojektet, som har udviklet udbudsmaterialet for de i alt 1.800 kvm. Arkitektvirksomheden har realiseret iværksætternes vision om et junglemiljø og sikret, at hostellet har de rette funktioner og lever op til reglerne for brandsikring, vand og el.

“Herudover har det været vigtigt for os at sikre, at bygningen i sin konstruktion og design intuitivt afspejler jungle og natur samt værdier som fællesskab, varme og bæredygtighed. Kombinationen af disse ting er central for målgruppen. Det er det, kunderne køber ind til,” siger Adem Akgül, ansvarlig rådgiver hos Plan1 Cobblestone Architects.

Udvider til 250 teltovernattende

Urban Camper udvider med yderligere 90 sengepladser frem til den 1. maj, så hostellet fremover kan huse 250 overnattende. Gæsterne, der især er unge europæere i alderen 25-35 år, kan vælge mellem fællestelte med fire sengepladser, enkelttelte eller dobbelttelte med en dobbeltseng.