Foto: BIG
En ny ikonisk gigantville i Gug Alper ved Aalborg skal opføres af de nordjyske entreprenørvirksomhed TL BYG. Det er arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group som har tegnet villaen og den er dermed kun den tredje i rækken af private BIG-boliger på verdensplan.
Gug Alper ved Aalborg vil snart få sin helt egen landskabsskulptur. Der er tale om den såkaldte Villa Gug, der er tegnet af den verdenskendte arkitektgruppe Bjarke Ingels Group. TL BYG er nu valgt som hovedentreprenør på det omfattende boligbyggeri, der indebærer knap 300 kvadratmeter beboelse og intet mindre end 700 kvadratmeter garage, som skal rumme bygherrens imponerende samling af blandt andet klassiske Porcher.
– Vi glæder os over, at byggeriet snart bliver en realitet og ser i den forbindelse frem til at bringe vores kompetencer i spil i forhold til boligens særlige krav til æstetik og arkitektur. Der er ingen tvivl om, at dette byggeri vil placere Aalborg på det arkitektoniske verdenskort inden for ekstraordinære boligbyggerier, siger Jens Nielsen, der er salgsdirektør hos TL BYG.
Husets runde form og mange niveauer vil udgøre boligens helt særlige karakteristika. Derudover opføres boligen med hvidpudsede facader, store glaspartier og sedum på taget.
– Tanken har været at skabe et unikt stykke land-art i Gug Alper. Bygningen skal placeres solitært i et meget dramatisk og rekreativt landskab, og det har derfor været afgørende for os, at bygningen fremstår skulpturel udefra samtidig med, at boligen er privat indefra, forklarer David Zahle, der er partner i Bjarke Ingels Group, og fortsætter:
– Det er ikke første gang, vi samarbejder med TL BYG, og vi glæder os til at samarbejde om byggeriet, som uden tvivl bliver en fantastisk bygning af højeste kvalitet.
En drøm der endelig går i opfyldelse
Det er den danske iværksætter Mads Peter Veiby, som er medstifter af blandt andet M1 A/S og Spilnu.dk, som er bygherre og boligens kommende beboer. I mere end 8 år har byggeriet været undervejs og derfor er det for Mads Peter Veiby en stor milepæl, der nu er nået:
– Det er en stor drøm, der lige om lidt går i opfyldelse, når den første spade stikkes i jorden. Det er i samarbejde med BIG, COWI og TL BYG lykkedes at skabe en unik bolig, der både kan rumme min store interesse for biler og familiens ønske om at blive i Gug, hvor vi har tilbragt de sidste mange år af vores liv. Derudover er jeg ikke i tvivl om, at projektet vil have en stor tiltrækningskraft på Gug og hele Aalborgområdet, lyder det fra Mads Peter Veiby.
Villa Gug bliver kun den tredje i rækken af private boliger, som arkitektgruppen BIG står bag, da normalt hovedsageligt beskæftiger sig primært med byarkitektur.
– Det er ret unikt for os at være en del af et projekt som dette med en privat aktør som bygherre. I dette tilfælde var det særligt Mads Peters lokalpatriotiske ønske om at udvikle naturområdet ved Gug Alper samt den fascinerende idé om at integrere garage og bolig, der tiltalte os og i sidste ende blev udslagsgivende for vores beslutning om at gå ind i projektet, fortæller David Zahle.
Byggeperioden vil løbe fra januar 2020 frem til påsken 2021 og vil beskæftige mellem 20 og 30 håndværkere gennem hele byggeperioden.