Illustrationer: Christensen & Co Arkitekter
I Skævinge lever idrætshallen ikke op til de lokale behov for at mødes på tværs af interesser i et voksende lokalsamfund. Hallen omdannes derfor til et mødested for alle, hvor man samler hele paletten af idræts- og kulturaktører. Projektet bliver af Lokale og Anlægsfonden støttet med 7 mio. kr.
I fremtiden kan Kornmarksskolen, byens foreningsfitness og idrætsforeningen Skjold Skævinge med gymnastik, håndbold, badminton, skydning og fodbold mødes under samme tag – side om side med andre aktiviteter som musik, strikning, foto, fællesspisning, cykling og løb.
I Skævinge bliver den gamle idrætshal omdannet til et moderne bud på et mødested for både organiserede og selvorganiserede aktiviteter: ’Skævinge Kultur-, Idræts- og Fritidshus (SKIF)’.
Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger om projektet:
”Ofte bygger man til eller ombygger den eksisterende idrætshal – fordi der mangler plads eller liv. SKIF er et bud på ikke bare at tænke i mere idrætshalkapacitet, men at styrke den lokale sammenhængskraft ved at samle kræfterne under samme tag fremfor at sprede dem ud i forskellige bygninger i byen. Nu får de et aktivitetshus i byrummet, hvor alt fra kreative malere til engagerede idrætsudøvere kan mødes.”
Siden 2006 er antallet af beboere i Skævinge vokset med 17 pct., så byen nu har 7260 indbyggere. Byens frivillige engagement i Klub Frivillig også vokset, og har over 350 medlemmer, som arbejder for at styrke frivillighedskulturen i byen.
Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød Kommune siger om projektet:
”Vi har armene i vejret over den gode nyhed fra Lokale og Anlægsfonden og er så taknemmelige! Skævinge Kultur-, Idræts- og Fritidshus bliver et rigtig flot og funktionelt hus, fordi samarbejdet mellem Hillerød Kommune, borgere, frivillige, arkitekter og ikke mindst med Lokale og Anlægsfonden har været så godt. Jeg er overbevist om, at SKIF vil blive brugt flittigt af de mange kultur-, idræts- og fritidstilbud, og at det vil gøre Skævinge til et endnu stærkere lokalsamfund.”
Saskia Peinow, arkitekt hos Christensen & Co Arkitekter siger om projektet:
”Huset bliver samlingssted for byens borgere. Store glaspartier giver indkig til livet i hallen 24/7. Et overdækket byrum kobler sig på huset, hvor man kan lege, træne og gøre ophold. Arealet i idrætshallen bliver bevaret, mens en fleksibel kultursal til nye og uformelle aktiviteter, et mindre musik- og øvelokale og et åbent køkken ved orangeriet kommer til. En multibane og mulighed for parkour- og skateaktiviteter er også blandt de mange andre nye funktioner.”
En stærk borgerinddragelsesproces er hvad initiativet bygger på, og projektet er født og fremmet at lokale kræfter, der gennem hele projektudviklingen har været stærkt repræsenteret.
Det er Arkitekterne Christensen & Co, som har tegnet projektet, og B. Nygaard Sørensen som er entreprenør. Kommunen bidrager med 23.250.000 kr., foruden Lokale og Anlægsfondens støtte på 7 mio. De samlede projektudgifter er 34.480.209 kr.