Skoler er ikke just kendte for stilhed og rolige omgivelser. Snarere tværtimod. Men det har Skovshoved Skole i Gentofte Kommune gjort noget ved. Skolen har valgt grønne akustikløsninger, som gør omgivelserne langt mere behagelige at færdes i. Derudover skaber den grønne farve liv, glæde og øget kreativitet.
”Shhh!” og ”ti stille!” er fraser, som ofte går igen på skoler landet over. Ro i klasseværelserne er vigtigt for indlæringen. Men også fællesarealer er vigtige at have med i ligningen, når man snakker godt lydmiljø – og ikke mindst arbejdsmiljø.
Det har Skovshoved Skole i Gentofte Kommune erfaret. Derfor har man valgt at klæde lofter, vægge og tilmed skabe i grønne akustikplader:
“Skolen består af et stort fællesområde med fire lokaler, som kan rumme op mod 700 elever og lærere. Her er der både klub, teater, kantine, morgensang og andre aktiviteter, hvor lydniveauet hurtigt kan blive meget højt. Ja nærmest ulideligt, hvis ikke det håndteres ordentligt. Så det giver kun god mening at opgradere rummene med akustikløsninger“, fortæller Thomas Krogh Jørgensen, som er bygningskonstruktør og ejer af arkitektfirmaet tegne-stuen.
tegne-stuen står bag en mindre ombygning af Skovshoved Skole – herunder en opgradering af det store fællesområde, som nu er bedre gearet til de mange elever og lærere, der igen er tilbage efter flere måneder med onlineundervisning.
Grønne flader booster kreativiteten
Livlige farver såsom grøn og gul var i forvejen en del af skolens indretning. Derfor var det et stort ønske fra ledelsens side, at de nye akustikløsninger skulle videreføres i samme farvetema:
“Den grønne farve giver noget helt særligt til rummene. Den afspejler liv og glade dage. Og så booster den kreativiteten, som skolen er kendetegnet af. Det er i sidste ende med til at øge indlæringen. Jeg synes, vi har at gøre med en helt ideel løsning, som både gavner design og funktionalitet”, forklarer Thomas Krogh Jørgensen.
For at finde frem til den rette løsning entrerede tegne-stuen med entreprenørfirmaet Alpha Akustik. Medejer og akustikkonsulent Ole Vestergaard fortæller:
“Vi teamede op med tegne-stuen og vidste, at hvis vi skulle installere grønne akustikplader, som lever op til kravene, skulle vi have fat på Rockfons produkter i mineraluld. De lever op til de æstetiske og funktionelle krav. Samtidig kunne de levere i rette tid til den rette pris“.
“Der er store krav til akustikken, når vi taler lokaler med så mange mennesker – heraf størstedelen børn. For at fange lyden ordentligt, skal der også være løsninger i hovedhøjde. Det har vi taget højde for undervejs, mens vi i løbet af maj installerer akustikplader på udvalgte skabe. Det gør lydmiljøet endnu bedre“.
God akustik under nødpasning
De akustikoptimerede lokaler står næsten færdige, men det var en noget anderledes rejse dertil. Det skyldes, at skolen helt og delvist har været lukket ned, og at håndværkerne skulle tage særlige foranstaltninger grundet COVID-19:
“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde været en udfordring med den nye corona-virkelighed. Der var selvfølgelig nogle restriktioner fra både myndighedernes og skolens side, som vi var nødt til at forholde os til. Vi skulle bl.a. afskærme arbejdsområder med bånd og holde to meters afstand. Det er ikke altid nemt, når man bygger“, fortæller Thomas Krogh Jørgensen.
“Men det er gået over al forventning. Alle involverede parter har været yderst fleksible og tålmodige. Pt. bruges lokalerne bl.a. til nødpasning, så det er dejligt, at den optimerede akustik allerede nu kan være med til at gøre en forskel“, afslutter han.