Foto: ABC Pavilloner

Fire moduler fra teknisk skole i Silkeborg bliver omdannet og genanvendt i en ny dagpleje i Hedensted. Omdannelsen sker i ABC Pavilloner i Engesvang som led i en bæredygtig præfabrikeret byggeproces.

Tavle, borde og stole bliver snart skiftet ud med legetøj og sutter. I alt fire moduler skal genanvendes til en ny dagpleje i Hedensted, som skal stå klar til brug i januar 2020. Teknisk skole havde kun midlertidigt brug for undervisningsfaciliteterne, og modulerne skal derfor nu lejes ud til en dagpleje i Hedensted i en treårig periode med mulighed for køb.

“Vi har netop fået byggetilladelsen i hus og ser nu frem til at opføre byggeriet i løbet af december,” lyder det fra Karsten Boldt Hansen, der er bygherrerådgiver på projektet.

Dagplejen skal opføres i fire moduler på omkring 175 kvadratmeter inklusiv udendørsfaciliteter.

Bæredygtighed en del af hverdagen
Omdannelse fra teknisk skole til dagpleje kan virke som en radikal ændring, men for ABC Pavilloner er genanvendelsen af præfabrikerede moduler en naturlig del af hverdagen: 

“Vi producerer mange midlertidige bygninger – både til eje og leje – og får derfor også leveret mange brugte moduler tilbage, når de har tjent deres formål, eller lejekontrakten udløber. I langt de fleste tilfælde fejler bygningerne ikke noget, og det er derfor helt naturligt at genanvende dem til andre formål som eksempelvis denne dagpleje i Hedensted, vi nu skal levere,” forklarer Simon L. Christensen, der blandt andet står for salg og udlejning hos ABC Pavilloner og fortsætter:

“Med få justeringer – som for eksempel tilføjelse af pusleplads og halvtag til barnevogne – kan en teknisk skole således sagtens blive omdannet til en dagpleje. Og på den måde er den bæredygtige tankegang og cirkulære økonomi en essentiel grundsten inden for præfabrikeret byggeri.”