Foto: PR // Give Steel: Kongrescenteret, der skal gøre København til én af Europas førende kongresbyer for internationale kongresser, tager form.

Give Steel er i gang med at montere stålkonstruktioner til det, der bliver Nordeuropas største kongreshal. Kongreshallen kommer til at ligge tæt på Bella Center Copenhagen, og bliver i alt 14.000 kvm der fordeler sig på selve kongreshallen og diverse fleksible områder.

Byggeriet bliver dermed Nordeuropas største kongrescenter – og dermed også ét attraktivt center for afholdelse af internationale kongresser. Samlet set leverer Give Steel omkring 1.350 ton konstruktion til projektet, hvoraf de 350 ton alene er til foyeren.

20 tons tunge gitterspær
Selve kongreshallen bliver 108 meter lang og 66 meter bred, og hvert gitterspær vejer omkring 20 ton. Virksomheden Give Steel har samlet og monteret mellem seks og otte gitterspær om ugen. Udover til selve kongreshallen, så leverer og monterer virksomheden også stålkonstruktioner til foyeren, som kommer til at binde hallen sammen med hotellet og den øvrige del af Bella Center Copenhagen, som kongreshallen bygges tæt ved.

Behovet for det store kongrescenter er kommet i takt med en stigende efterspørgsel på internationale kongresser i København. For at følge med udviklingen og konsolidere København som kongresby er det nødvendigt med det nye kongrescenter. Bygningen bliver en del af det nye Bellakvarter, der skal give internationale gæster smagen af København. Centeret ligger placeret, så man kan gå direkte ud i lokalmiljøet med caféer, parker og lokale forretninger. 

Selve kongreshallen kan rumme 7.000 siddende gæster, og bliver derved én af de helt store bejlere til de største internationale kongresser. Helt konkret betyder det, at man vil kunne byde på kongresser på helt op til 30.000 delegerede. Det kan lade sig gøre, fordi en kongres typisk foregår over tre til fire dage.

Med de nye faciliteter vil København komme i betragtning til afholdelse af attraktive videns kongresser og dermed vil udvidelsen understøtte den udvidede hotelkapacitet i hovedstaden. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2021.