Foto: Fra venstre: CEO hos JFP a/s, Jesper Friis Poulsen, projektleder, Lars Werner og byggeleder på Generationernes Hus, Jonas Dupont.

JFP a/s har i lang tid haft en bevidst strategi om, at have en medarbejderstab bestående af både seniorer og unge medarbejdere, hvilket har vist sig som en succes.

JFP koncernen sidder fint i stolen i det jyske med hovedkontor i Herning og afdeling i København. Moderselskabet JFP og datterselskabet JFP Murer & Tømrer arbejder i konsensus, og begge virksomheder har kæmpe succes med at ansætte seniorer i deres afdelinger.

Erfaring og nytænkning går hånd i hånd
”Vi ønsker at medvirke til at folk kan blive på arbejdsmarkedet længere, og samtidig giver det rigtig god mening at have seniorer på projekterne. Vi løser ofte meget store projekter, som fordrer stor erfaring og evne til at planlægge, og her har seniorerne meget at byde på, mens de unges nytænkning, stærke digitale kompetencer og nye indspil til processer ligeledes har stor betydning. Derfor er et miks det helt rigtige for os, og vi kan kun opfordre branchen til at gøre det samme” udtaler CEO, Jesper Friis Poulsen fra JFP a/s.

”En anden ting, som vi udøver er en form for mesterlære. Når vi ansætter nyuddannede, er det rigtig godt for dem, at komme på projekter med seniorer. Vi kan på den måde være med til at guide dem, og samspillet er godt. En + en giver pludselig tre. Samtidig har vi mulighed for at være fleksible med arbejdstiden ift. seniorerne” fortsætter Jesper Friis Poulsen.

BaseCamp og Betty III styrket af seniorer
”Vi har på flere projekter haft stor fordel af at have seniorer på projekterne. Betty III, som er et plejecenter med 125 plejeboliger på Frederiksberg havde byggestart i februar 2020 og er et eksempel herpå. Hele forberedelsen af projektet inden byggestart er varetaget af en seniormedarbejder, og det har givet en ro over projektet og god planlægning. På BaseCamp i Lyngby, hvor vi bygger 786 boliger er lederen af projektet fra JFP 60 år gammel og lederen fra Max Bögl en yngre projektchef. Det giver en god dynamik og sikkerhed for alle dele af byggeriet. Sidst men ikke mindst ansatte vi Lars Werner som projektleder for små 2 år siden. Lars har med sine 71 år stor erfaring – specielt inden for arbejdsmiljø. Han arbejder 4 dage om ugen og tilfører en ekspertviden på arbejdsmiljøområdet, som vi ville have svært ved at få andre steder” fortsætter Jesper Friis Poulsen.