Foto: PR // Hos Nordelektro er al opgavestyring blevet digital 

Den nordjyske teknikvirksomhed, Nordelektro, høster nu de første frugter af deres digitale investeringer og lander dertil deres bedste årsresultat i 6 år. Virksomheden har nu behov for endnu flere ansatte.

Den voksende stab af montører hos Nordelektros bruger nu ikke kun en tablet til underholdning hjemme i sofaen. Tablet’en er nemlig blevet introduceret som arbejdsredskab i takt med virksomhedens nye it-platform, Microsoft Dynamics 365 Field Service. Dermed har montørerne nu altid deres vigtige informationer lige ved hånden, når de er ude for at servicere virksomhedens kunder.
“Al opgavestyring er blevet digital. Det gør, at vi har langt bedre styr på, hvad der foregår, og skal foregå, ude hos kunden. Vi har overblik over data og historik, og det gør os mere effektive”, siger adm. direktør Hans Peter Andersen.

Trods der i 2019 er brugt betydelig ressourcer på implementer af Field Service-systemet, så glæder Nordelektro-direktøren sig over, at investeringen allerede har positiv indvirkning på regnskabstallene. Her er indtjeningen vokset markant hurtigere end omsætningen, hvor det netop offentliggjorte 2018/19-regnskab viser en forbedring af driftsresultatet fra 0,2 til 1,8 mio. kroner og resultatet før skat er vokset fra 0,1 til 1,7 mio. kroner. I samme periode er omsætningen steget med 8%.

5-årsplan: Fokus på teknisk facility management
For Hans Peter Andersen er målet, at virksomheden i løbet af de kommende år bliver 100% digital. Det gælder internt såvel som ude ved kunderne, hvor de allerede i 2020 udbygger det digitale setup med en kundeportal, der giver kunderne direkte adgang til en række driftsoplysninger om deres maskiner og tekniske udstyr.

Med den nye digitale platform satser Nordelektro på teknisk facility management omhandlende service af teknisk komplicerede installationer. Ud fra devisen ”én løsning, én tekniker” er konceptet ”Multiservice” blevet udviklet, som tilbyder kunden at samle drift og vedligehold af samtlige tekniske installationer. 

“Rent driftsmæssigt er Multiservice-konceptet meget komplekst at håndtere, fordi vi arbejder individuelt med kunderne og inddrager medarbejdere på kryds og tværs af fagområder. Den udfordring løser vi med vores nye digitale platform, som gør os i stand at håndtere et stigende antal kunder og endnu mere komplekse anlæg. Vi kommer i stigende grad til at arbejde struktureret med data som led i det forebyggende arbejde ude hos kunderne”, siger Hans Peter Andersen.

Foto: PR // Adm. direktør Hans Peter Andersen

Ekspansion i sigte
Nordelektro har fra oktober taget hul på et nyt regnskabsår, hvor der fortsat forventes en stigende omsætning og indtjening. Og med denne udsigt til vækst og fortsat travlhed er hensigten i 2019/20 at yderligere 8-10 mand tilføjes på lønningslisten, der i dag tæller 45 medarbejdere. I dag har virksomheden afdelinger i Aalborg og Frederikshavn, men undersøger mulighederne for at udvide med en afdeling i Østjylland til at understøtte en øget kundetilgang i det område.