Foto: PR // Høretab er den mest anmeldte arbejdsskade i Danmark. Det er derfor vigtigt, at alle der udsættes for støj på arbejdspladsen, beskytter sig med høreværn. 

Hver tredje høretab kan kædes sammen med blandt andet støj på arbejdspladsen. I Danmark har hele 900.000 personer problemer med hørelsen. Løsningen kan være formstøbte høreværn med bluetooth. 

Generelt rammes vi af høretab tidligere i livet end vi gjorde tidligere. Hver tolvte 30-årige og hver ottende 50-årige dansker døjer med nedsat hørelse. Heraf kan mere end en tredjedel af høretab tilskrives et generelt stigende støjbillede, såsom høj musik og støj på arbejdspladsen.

Arbejdstilsynet har udarbejdet en rapport om fysisk arbejdsmiljø, hvor 40 procent af de adspurgte melder, at de er generet af støj på arbejdspladserne. Derudover anmeldes der cirka 2500 høreskader om året, hvilket gør høreskader til den mest almindelige uhelbredelige erhvervssygdom i Danmark.

“Der er ingen tvivl om, at støj er et stort problem på mange danske arbejdspladser. Heldigvis er det også et område, som har fået mere opmærksomhed i de sidste par år, hvilket vi også har oplevet på efterspørgslen på især formstøbte høreværn”, forklarer Mensur Paso, direktør i Audiovox, der er leverandør af høreværn.

Better safe than sorry
Et menneskes hørelse kan ofte ved lang tids daglig påvirkning tage skade. Det samme kan selvfølgelig ske ved enkeltstående tilfælde af meget kraftig støj. Det er derfor vigtigt, at man beskytter sig inden eventuelle høreskader opstår. Hos vaske- og rengøringsmiddelproducenten McBride i Holstebro, er man obs på dette. Selvom det kun er enkelte steder i produktionen, at lydniveauet er over de tilladte 85 dB, har alle ansatte fået tilbudt formstøbte høreværn fra Audiovox. 

“Vi har skruet meget op for sikkerheden, og da støj er uundgåeligt i produktionen, har vi valgt, at alle skal have adgang til speciallavede høreværn. Det er et krav, at de ansatte skal bære høreværn i mixeriet, men rigtig mange vælger også at benytte dem i resten af produktionen”, fortæller Simon Larsen, der er HSE Coordinator hos McBride.

Foto: PR // Formstøbte høreværn tilpasses brugeren
og er behagelige at have på gennem en hel dag

Kommunikationsproblemer løses af teknologi 
Et problem ved brug af høreværn er, at brugeren har svært ved at kommunikere med omgivelserne, og derudover at samtaler i telefon kan være besværlige at udføre. De formstøbte høreværn fra JABRA har lukkede radiosystemer samt Bluetooth-teknologi, og er markant mindre end de store traditionelle høreværn. Derfor er de hurtigt blevet en af Audiovox’ mest populære produkter.