Foto: ADEPT // Illustration
Tyskland ligger i front med tårnhøje ambitioner for bæredygtig byudvikling – og de vil have danske arkitekter. ADEPT er en af de danske tegnestuer, for alvor er slået igennem på det tyske marked. Tegnestuen er netop blevet tildelt rådgivningen på endnu ét af de helt store tyske bydviklingsprojekter. Denne gang i München, hvor tegnestuen står for udviklingen af et eksisterende byområde svarende til tre gange Nordhavns størrelse.
ADEPT satser i høj grad op det tyske marked, med flere store udviklings- og byggeprojekter, og understreger succesen med endnu en stor opgave syd for grænsen. Udviklingen skal ske i det enorme byområde Neuperlach i udkanten af München, som er et af de største igangværende byfornyelsesprojekter i Tyskland. Projektet berører alle udviklingsskalaer, fra den strategiske udvikling af bydelen til en samlet indsatsplan for renoveringen af områdets bebyggelse og facilitering af den omfattende beboerinvolvering. Projektet omfatter bl.a. forundersøgelsen til den konkrete udvikling af et 500 ha fokusområde, og udviklingsplanen for samlet 1100 ha.
’Vi oplever, at ambitionerne, særligt på det urbane område, er enorm høje i Tyskland’, lyder det fra partner Martin Krogh, ADEPT, som fortsætter: ’Tyskerne vil virkelig rykke udviklingen med fremtidssikringen af deres byer, og det i en skala, som vi ikke helt finder i Danmark. Til gengæld kan vi som danske rådgivere give dem en langt mere hands-on tilgang til udviklingen, end de er vant til – og det passer virkeligt godt til projekternes kompleksitet’.
Neuperlach er det største samlede byområde af denne type – efterkrigstidens tyske byområder planlagt i 60’erne og 70’erne – i hele Tyskland. Oprindeligt var området planlagt med op til 80.000 boliger og tilhørende kulturelle og sociale funktioner, men blev i sin helhed aldrig færdiggjort. Byområdet har store udviklingspotentialer, ikke mindst i form af friarealer, der er en massiv mangelvare i München, som har nogle af de højeste grundpriser i landet.
’Det helt unikke ved projektet er ikke kun størrelsen, der efter danske forhold er enorm. Det er også rammerne omkring projektet, som betyder, at den proces vi nu skal i gang med er så utroligt omfattende, fordi den skal skabe bred forankring, også hos den enkelte beboer. Derfor omfatter udviklingen også aspekter fra den helt store skala i regionale sammenhænge til facilitering af beboerprocessen, der starter i februar, og overvejelser om fremtidens energiforsyning i området’, siger Martin Krogh.