Foto: FDB Møbler

Coop Danmark A/S er ved at gøre klar til at mangedoble deres eksport af klassisk dansk design. Formålet med at skille FDB Møbler ud som et selvstændigt aktieselskab er dermed at styrke deres position i udlandet. 

De seneste år har vi oplevet en voldsom ekspansion i salget af klassiske og bæredygtige møbler og boligudstyr i Danmark. Og som selvstændigt aktieselskab gør FDB Møbler nu klar til at mangedoble sin eksport.

”Strategien er, at de kommende års vækst skal komme i udlandet. Målet er at ca. halvdelen af vores omsætning skal komme fra eksport om fem år. I dag er den andel under 10 procent. Med FDB Møbler i et selskab reducerer vi kompleksiteten og kan bedre tilpasse os de internationale kunders behov” siger adm. direktør Ole Kiel, FDB Møbler A/S.


Foto: FDB Møbler

Tilbage siden 2013 er FDB Møbler vokset voldsomt. Møblerne bliver solgt online på Coop.dk Shopping, hos Danmarks førende design- og bolighuse samt gennem 9 selvstændige butikker i Lyngby, Roskilde, Aarhus, Odense, Aalborg, Gilleleje, Strib på Fyn – og to i centrum i København.

”Vi ønsker at være Danmarks mest ansvarlige møbelmærke. Så selvom vi bliver mere løsrevet fra Coop formelt, så bærer vi værdierne videre. I en tid hvor forbrugerne vender sig mod køb-og-smid-væk-kulturen, mærker vi en stærkt stigende interesse for det, vi står for: Klassisk design og bæredygtighed. Det gælder også i stigende grad i udlandet, hvor vi nu er på de to største webshops i Tyskland og til næste år deltager på Europas største møbel- og designmesse, IMM i Köln, for første gang,” siger Ole Kiel. 

3 områder hvor FDB Møbler skiller sig ud

  • De ikoniske design-klassikere fra blandt andet Børge Mogensen, Jørgen Bækmark og Mogens Koch.
  • Nye moderne designs i tidens trend inden for både møbler og boligudstyr, som er skabt af nogle af nutidens bedste danske designere og arkitekter
  • Krav til bæredygtig produktion, dokumenteret af officielle certificeringsordninger, primært FSC og Svanen. 

Som bestyrelsesformand for FDB Møbler A/S er koncerndirektør i Coop, Jan Madsen, blevet udpeget.

Tidligere artikelPFA er klar med nyt banebrydende koncept for servicerede seniorboliger
Næste artikelDen afdæmpede vækst i installationsbranchen fortsætter