Home Byggeri Jævn vækst i installationsbranchen

Jævn vækst i installationsbranchen

0
18

Foto: Pexels.com

Særligt mellemstore virksomheder trak det store læs når det kom til vækst sidste år, heriblandt landets el- og vvs-installationsvirksomheder. Denne konklusion kommer fra en regnskabsanalyse fra Deloitte og TEKNIQ Arbejdsgiverne.

VVS-installatører, El-installatører og teknikentreprenører fortsatte i 2018 deres vækst og øgede dermed den samlede omsætning med seks procent til over 52 milliarder kr. Diss tal kommer fra den årlige regnskabsanalyse, udført af Deloitte i samarbejde med brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Omkring 88 procent af alle installationsvirksomheder havde i følge analysen overskud i 2018 mod det foregående år med 85 procent. Det var VVS-installatørerne som stod for den største fremgang i omsætning på 7,0 procent, hvorimod el-installatørerne opnåede en vækst på 4,3 procent. Branchens beskæftigelsen steg dertil også med 4,4 procent i 2018, og talte ved udgangen af året mere end 47.000 ansatte.

Optimismen er dæmpet
Mads Graves, som er direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal ser på resultaterne med dæmpet optimisme og siger følgende:
”De mellemstore virksomheder præsterer den bedste indtjening, og på trods af generel fremgang har især de større installatørvirksomheder fortsat en udfordring på indtjeningssiden” Derudover fastslår Mads Graves følgende: ”Virksomhederne har fortsat travlt, men væksten ser ud til at flade ud, og derfor skal virksomhederne blive endnu bedre til at drive forretningen klogt”.

Projektstyring er blevet mere effektiv
René Andersen, der er brancheleder i Deloitte, mener at det tyder på, at installationsvirksomhederne har fået bedre kontrol over deres forretninger, projekter og omkostninger.
”Installationsvirksomhederne formår tydeligvis at styre de store projekter mere effektivt. Dermed er langt de fleste virksomheder i branchen godt polstret til at stå imod de kommende års udfordringer,” mener René Andersen. Han ser dermed positivt på at væksten i installationsbranchen fortsætter, og at indtjeningen følger med på trods af stor konkurrence og mangel på kvalificeret arbejdskraft i branchen.

Ifølge Deloittes analyse steg el-installatørernes gennemsnitlige driftsresultat med 5,8 procent til ca. 55.700 kr. pr. medarbejder i 2018, hvilket fortæller at el-installatørerne er tilbage på vækstsporet efter et par rolige år. VVS-installatørerne øgede derimod det gennemsnitlige driftsresultatet til godt 76.000 kr. pr. medarbejder. 

Teknikentreprenørerne halter stadig efter når det gælder indtjening, hvor det gennemsnitlige driftsresultat pr. medarbejder er steget til 21.700 kr. Det er fortsat under halvdelen af driftsresultatet pr. medarbejder i de øvrige installationsvirksomheder.

Fakta om analysen, foretaget af Deloitte i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Antal regnskaber, der indgår i analysen: 1.255
– El-installatører: 647 regnskaber
– VVS-installatører: 602 regnskaber
– Teknikentreprenører: 6 regnskaber