Foto: Gastech-Energi A/S
Det er både lovpligtigt og fornuftigt at få varmepumpen efterset årligt – det ved mange varmepumpeejere bare ikke.
En varmepumpe skal vedligeholdes og serviceres for at fungere optimalt og holde længe. En luft til vand- eller jordvarmepumpe er som udgangspunkt lovpligtig at få efterset hvert år. Derudover kan de årlige eftersyn også spare udgifter på varmeregningen, ifølge Kim Manfred Pedersen, kvalitetschef hos Gastech-Energi.
Næsten hver 8. varmepumpe er installeret eller dimensioneret forkert
En undersøgelse fra Green Lab Brugerinnovation viser, at langt de fleste varmepumpeejere er tilfredse med deres varmepumper, men 12 procent af varmepumperne har drifts- eller varmeproblemer, da de eksempelvis er installeret eller dimensioneret forkert. Det er derfor vigtigt at vælge en leverandør med mange års erfaring og en installatør med indgående kendskab til installation af varmepumper. For det er dyrt, når varmepumpen bruger for meget energi – på kort sigt stiger varmeudgifter på elregningen og på længere sigt forringer det potentielt varmepumpens levetid.
Man kan spare med eftersyn
En undersøgelse fra Teknologisk Institut viser, at varmepumpeejere hvert år risikerer at få en elregning, der gennemsnitligt er 16 procent højere end nødvendigt, fordi varmepumpen er installeret eller dimensioneret forkert eller skal justeres.
”Ved et eftersyn vil en servicemontør opdage, hvis din varmepumpe fx er indstillet forkert og bruger for meget energi. Er varmepumpen eksempelvis installeret om sommeren, kan det være vigtigt allerede om vinteren at efterjustere varmepumpen for ikke at bruge for meget energi”, fortæller Kim Manfred Pedersen og fortsætter: ”Faktisk skal der ikke ret mange fejlindstillinger til, før varmepumpen er ineffektiv, og så er det, at det bliver dyrt,” siger Kim Manfred Pedersen.
Varmepumper, der indeholder mere end 1 kg kølemiddel, skal efterses mindst én gang årligt, og varmepumper med mere end 2,5 kg kølemiddel skal efterses af en certificeret montor fra en kølevirksomhed, siger Kim Manfred Pedersen. På typeskiltet på varmepumper og i manualen ses mængden af kølemiddel.
Fornuftigt med serviceaftale
”Har du en luft til vand- eller en jordvarmepumpe, kan det være en fordel at have en serviceaftale, hvor en montør hvert år efterser og servicerer din varmepumpe. Så er du nemlig sikker på både at overholde det lovpligtige eftersyn, og at din varmepumpe kører stabilt og effektivt. Samtidig kan du hurtigt få hjælp, hvis uheldet er ude,” slutter Kim Manfred Pedersen, kvalitetschef hos Gastech-Energi.