Foto: Pexels
Med 700 flere beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen i 3. kvartal i år er beskæftigelsen i branchen nu den højeste i 11 år. Over det sidste halve år har fremgangen dog været begrænset, og Dansk Byggeri forventer, at beskæftigelsen flader ud i den kommende tid.
I 3. kvartal i år var der 178.200 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 700 i forhold til 2. kvartal. Dansk Byggeri skriver i en pressemeddelelse, at de ser flere tegn på, at stigningen er ved at toppe.
“Vi ved, at anlægsvirksomhederne har fået færre vej- og baneprojekter at regne på. Der afsluttes simpelthen flere projekter, end det startes op. Senest er det store anlægsarbejde på Metrocityringen i København blevet afleveret, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.”
Stor fremgang for tømrere og el-installatører
Tømrermestrene har ansat 2.000 og el-installatørerne 1.300 medarbejdere det seneste år og har derfor oplevet den største fremgang i beskæftigelsen. Det svarer til, at beskæftigelsen for tømrerne er steget med 5,3% og for el-installatørerne med 4,6% det seneste år.
“Udfordringerne med at skaffe kvalificerede medarbejdere til branchen er der altså stadig og vil ikke forsvinde, selv om stigningen i beskæftigelsen flader ud. Men det er positivt, at grupper, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, som fx flygtninge og kontanthjælpsmodtagere, nu i større omfang kan få fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger Jacob Hangaard.
Fald i byggeri, men mange renoveringer
Dansk Byggeri forventer, at byggeriet af boliger vil falde en smule den komme tid, men stadig fortsætte på et højt niveau. Byggeaktiviteten bliver dog også i stor grad holdt op af de mange renoveringer af bygninger og boliger: “Det skyldes ikke mindst det rekordlave renteniveau, som får boligejerne til at lægge deres realkreditlån om. Mange bruger de større friværdier til at renovere deres boliger,” siger Jacob Hangaard.
En langsigtet plan for infrastruktur efterlyses
Især på anlægsområdet kan virksomhederne se frem til mindre aktivitet i den kommende tid, fordi der sættes færre projekter i gang. Med den lave rente er det billigt at sætte projekterne i gang, og Dansk Byggeri efterlyser en langsigtet investeringsplan for infrastrukturen:
“Regeringen har udskudt forhandlingerne om en samlet plan for infrastruktur frem mod 2030. Det er en skam, for jo længere tid der går, jo mere stiger trængslen og jo større risiko er der for at anlægsvirksomhederne mister erfarne og kvalificerede medarbejdere, der bliver svære at erstatte, når udviklingen vender. Allerede nu ligger der utallige rentable projekter og venter, og med de meget lave renter vil det være fornuftigt at sætte dem i gang så hurtigt som muligt,” siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.