Home Arkitektur AART og Årstiderne Arkitekter er finalist til MIPIM Awards

AART og Årstiderne Arkitekter er finalist til MIPIM Awards

0
20

Foto: AART architects / Kontraframe // Akutcenter Viborg

Det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg er finalist til den prestigefyldte MIPIM Awards 2020. Byggeriet er tegnet af AART architects og Årstiderne Arkitekter. 

I år er 228 byggerier fra 44 lande indstillet til MIPIM Awards. Nu er årets finalister i de 11 kategorier offentliggjort – det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg er blandt de fire finalister i kategorien “Best Healthcare Development”. 

Om AART og Årstiderne Arkitekter løber med prisen blives offentliggjort torsdag den 12. marts, når MIPIM Awards 2020 bliver uddelt ved en stor prisoverrækkelse i Palais des Festival under årets ejendomsmesse i Cannes.

Styrker hospitalets bundlinje økonomisk og socialt
“Vi er beærede over at være med i opløbet til en af verdens helt store arkitektur- og ejendomspriser. Ikke mindst med et projekt som det nye akutcenter, som vi har skabt i et ambitiøst samarbejde for Region Midtjylland. For projektet har været drevet af en fælles ambition om at styrke hospitalets bundlinje – såvel økonomisk som socialt. En ambition, som vi har forløst arkitektonisk ved at forene et effektivt arbejdsflow med et stærkt, menneskeligt nærvær,” siger Anders Tyrrestrup, stiftende partner hos AART.

“Det er en kæmpe ære at være indstillet til så stor en arkitekturpris. I designet af et hospital er arbejdsflowet afgørende – for hver unødig meter, som personalet skal løbe, har betydning for patienternes sikkerhed, for arbejdsmiljøet og dermed også for hospitalets økonomi på sigt. Derfor er det nye akutcenter disponeret med særligt fokus på at skabe kort afstand mellem de forskellige funktioner og en gennemgående logik i indretningen med fokus på at skabe optimale forhold for både medarbejdere og den enkelte patient,” tilføjer Rasmus Tøgern, kreativ chef hos Årstiderne Arkitekter.

Hædret som et af Danmarks bedste byggerier
Det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg er 25.500 kvm. Med etablering af en ny akutmodtagelse samt ombygning af en række eksisterende arealer skulle hospitalet fremtidssikres. I dag modtager hospitalet patienter fra kommunerne i både Viborg, Silkeborg og Skive.

I december indviede Kronprinsesse Mary akutcentret. Ved uddelingen af Årets Byggeri 2019 blev det allerede hædret som et af Danmarks bedste byggerier. Her fik det en hædrende omtale for at være “tegnet med patienterne i centrum og fokus på flow, dagslys, materialer, udearealer og udsigt”, som det lød i juryens bedømmelse.

Fakta om akutcentret ved Regionshospitalet Viborg 

  • Adresse: Heibergs Alle 4, 8800 Viborg
  • Areal: 25.500 m2
  • Bygherre: Region Midtjylland
  • Arkitekt: AART, Årstiderne Arkitekter
  • Ingeniør: AFRY, WSP
  • Entreprenør: Per Aarsleff, NCC Danmark, Fjelsø Entreprise

Fakta om MIPIM Awards

  • Prisen: Årlig uddeling ved stor prisoverrækkelse ved MIPIM, Europas største ejendomsmesse i Cannes
  • Kategorier: 11 kategorier med fire finalister
  • Årets indstillede: 228 byggerier fra 44 lande
  • Tidspunkt: Torsdag den 12. marts i Grand Auditorium, Palais des Festival